Føljeton-direktør bliver forperson for Nye Medier

Nye Medier har valgt Søren Høgh Ipland som ny forperson for interesseorganisationen. Han erstatter Anna Sofie Christensen, der træder tilbage efter fire år på posten.

Bestyrelsesmedlem og medstifter af Nye Medier Søren Høgh Ipland er blevet valgt som ny forperson for interesseorganisationen.

Det oplyser Nye Medier i en pressemeddelelse.

Ipland er til dagligt administerende direktør for mediet Føljeton. Han var med til at stifte Nye Medier i 2015 og er "utroligt stolt" over nu at skulle stå i spidsen for foreningen.

"Den danske medieoffentlighed bevæger sig lynhurtigt væk fra gamle modeller. Vi skal sikre, at det politiske system holder trit, og at medieunderskoven har sunde vækstbetingelser," siger Søren Høgh Ipland.{{toplink}}

Han erstatter Anne Sofie Christensen-Dalsgaard, som er trådt tilbage efter fire år i spidsen.

"Søren har været en uundværlig del af Nye Medier siden begyndelsen. Hans vision og erfaring vil styrke vores indsats for at fremme et demokratisk, mangfoldigt og bæredygtigt medielandskab i Danmark," siger hun.

Og målet er klart for den nyvalgte forperson: Nye Medier skal have en "central rolle" i diskussionerne  om fremtidens mediestøtte, fortæller Søren Høgh Ipland i pressemeddelelsen.

"Vi vil sikre, at støtten fremmer innovation og mangfoldighed i stedet for gamle brancheinteresser," siger han.{{toplink}}

Forrige artikel Bornholmsk født mediechef ny direktør for TV 2/Bornholm Næste artikel Pressechef i Alternativet stopper Pressechef i Alternativet stopper