Flertal vil lempe krav til butikker om kontantbetaling

BETALING: Et flertal i Folketinget ledt an af regeringen vil lempe kravet til butikkerne om at tage imod kontanter. Det sker for at øge trygheden.

Snart kan danske butikker nægte at tage imod kontanter fra deres kunder sent om aftenen og tidligt om morgenen.

Det skriver DR.

Et flertal i Folketinget med regeringen i spidsen vil lempe kravet til butikkerne om at tage imod kontanter mellem klokken 22 og 6.

Forslaget har til hensigt at beskytte butikken og dens ansatte mod røverier.

”Den tryghed skal sikres ved, at der ikke er kontanter i butikken, så man ikke bliver angrebet af folk med våben og så videre,” siger erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) til DR og tilføjer:

”Vi foreslår konkret, at i perioden mellem 22 om aftenen og 6 om morgenen må man undlade at tage imod kontanter. Det giver en tryghed og sikkerhed i forhold til røverier og brutale overfald, så man slipper for at blive ødelagt resten af sit liv, fordi der er nogen, der har stået med en pistol eller en kniv lige i hovedet på én.”

Dansk Folkeparti bakker op om regeringens forslag, selvom det tidligere har været imod idéen om at liberalisere området. Partiet afviser dog samtidig at lempe kravet yderligere, således at butikkerne selv kan bestemme, om de ønsker at gøre brug af kontantbetaling resten af døgnet.

Kravet om tage imod kontanter blev indført i 1984 i forbindelse med, at dankortet blev indført som betalingsmiddel. Ifølge en rapport fra Nationalbanken har danskerne dog sidenhen taget dankortet og andre elektroniske betalingsmidler til sig og er en af de mest mindst kontantbrugende folkefærd i Europa.

Lovforslaget fremsættes senere på måneden og forventes vedtaget i løbet af året.

Forrige artikel Det sker i EU: Kommissær-høring og databeskyttelse Det sker i EU: Kommissær-høring og databeskyttelse Næste artikel Transportministeren vil ændre parkeringsregler Transportministeren vil ændre parkeringsregler