Ersbøll: Statsløsesag illustrerer systemfejl
Sine Riis Lund | |
Print
INTERVIEW: Indfødsretskontoret har en særegen status som sekretariat for Indfødsretsudvalget, og det har medvirket til det kritisable udfald i statsløsesagen. Derfor er der behov for en strukturændring, mener seniorforsker Eva Ersbøll fra Institut for Menneskerettigheder.
Forkerte afslag på ansøgninger om statsborgerskab og utilstrækkelig rådgivning af integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V) fra to topembedsmænd. Det er blandt de væsentligste konklusioner i Statsløsekommissionens beretning.
Men sagen illustrerer også et helt særligt problem med den måde, som Danmark har indrettet sin sagsbehandling af indfødsretsområdet.
Indfødsretskontoret, der behandler ansøgningerne om statsborgerskab til udlændinge, har nemlig en helt særegen stats- og forvaltningsretlig status.
Godt nok har ministeren det politiske ansvar for kontorets arbejde i Integrationsministeriet, men indfødsretskontoret fungerer desuden som en form for sekretariat for Folketingets Indfødsretsudvalg. For eksempel betyder det, at kontorchefen traditionelt selv har holdt direkte møder med Indfødsretsudvalget. Og altså uden departementschefens og ministerens tilstedeværelse.
Et selvkørende kontor
Den tidligere departementschef og nuværende kommitteret Claes Nilas henviser i sine forklaringer til kommissionen flere gange til dette. I sit bisidderindlæg skriver hans advokat desuden følgende:
“Denne særlige forvaltningsretlige konstruktion betød, at såvel ministeren som departementschefen havde langt mindre berøring og viden om kontorets område, end tilfældet var i forhold til de øvrige kontorer i Integrationsministeriet.”
Seniorforsker ved Institut for Menneskerettigheder, Eva Ersbøll, mener, at netop indfødsretskontorets særlige konstruktion har gjort hele forløbet særligt kludret og kompliceret.
“Jeg mener bestemt, at det kan være med til at mudre ansvarsfordelingen, og det er en medvirkende årsag til, at det ender så galt,” siger Eva Ersbøll.
Et system under pres
Baggrunden for indfødsretskontorets særlige status er, at indfødsretsområdet ikke er undergivet et almindeligt lovgivningssystem. Grundloven har siden 1849 bestemt, at udlændinge skal have indfødsret ved lov. Det kan de få ved generelle love eller ved konkrete love, hvor man får indfødsret, når der vedtages et lovforslag, der nævner ens navn. Ansøgere optages normalt på et lovforslag, når de opfylder betingelser, som et flertal i Folketinget har aftalt.
Særligt siden 1980’erne har systemet dog været under pres, mener Eva Ersbøll.
“Tidligere var der en fælles forståelse af, at man ikke skulle politisere på området, men det skiftede i 1980'erne, hvor udlændingeområdet pludselig blev et politisk issue. Navnlig under indflydelse fra først Fremskridtspartiet og senere Dansk Folkeparti, der talte for strammere betingelser,” fortæller hun.
Den politiske situation
Eva Ersbøll vurderer, at embedsmændene indirekte kan have følt sig under et politisk pres af den politiske situation, også i 2008, som er det år, hvor det går op for medarbejdere i indfødsretskontoret, at behandlingen af ansøgninger om statsborgerskab ikke foregår i overensstemmelse med to FN-konventioner.
“Og her taler vi altså ikke nødvendigvis om et politisk pres fra ministeren, men i højere grad fra udvalget eller udvalgsflertallet og deres ønsker om, hvordan man skulle agere,” siger Eva Ersbøll.
Flere steder i beretningen henviser embedsmændene da også til den øjeblikkelige politiske situation. Derfor er sagen på sin vis også ganske speciel, vurderer Eva Ersbøll.
"Det er givet, at denne her beretning viser noget om forholdet mellem en minister og embedsmænd, men den viser også en særegen situation på det her område, som ikke uden videre kan overføres til andre områder."
Behov for en reform
Eva Ersbøll mener, det er nødvendigt med en reform af hele systemet. Gerne en reform udarbejdet af en nedsat kommission med eksperter, politikere og andre repræsentanter. Blandt andet vurderer Eva Ersbøll, at konventionsforpligtelserne fra start ville være blevet gennemarbejdet og inddraget, hvis området i stedet var underlagt et almindeligt lovgivningssystem.
“I det hele taget egner den nuværende struktur sig ikke til dagens samfund. Det er lavet som et system i 1849, hvor der var ti ansøgere om året, og nu ser du måske 6.000 ansøgere eller flere. Det er jo en illusion, at Folketinget kan tage stilling til alle de sager," siger Eva Ersbøll og fortsætter:
"Og så er der behov for en klarere ansvarsfordeling. Og for brede drøftelser, hvor alle hensyn kan komme i betragtning, herunder overholdelse af konventioner, sådan som de sker ved generel lovgivning."
Bandekrigen er sat på vågeblus
Det sker i dansk politik: Regeringen præsenterer kasseftersyn
