Endnu en tidligere Venstremand skifter til Radikale

Bo Nygaard Larsen, der siden sin ekskludering fra Venstre sidste år har siddet som løsgænger i Solrød Byråd, melder sig nu ind hos Radikale.

I september sidste år blev Bo Nygaard Larsen ekskluderet af Venstres byrådsgruppe i Solrød.

Ifølge eget udsagn skyldtes det en optræden på DR2, hvor han rettede en skarp kritik mod Venstre-regeringens flygtningepolitik. Denne begrundelse har Venstre i Solrød senere afvist, men faktum er i hvert fald, at Bo Nygaard Larsen siden har siddet som løsgænger i byrådet.

Det får dog nu en ende, for Nygaard har besluttet at melde sig ind hos Radikale, som han i øvrigt ønsker at genopstille for ved kommunalvalget i 2017.

Han udtaler i den forbindelse i en pressemeddelelse:

”Det er ikke en beslutning, der har været svær at tage. De seneste år har De Radikale været den nødvendige stemme, når det gælder menneskesyn, herunder forholdet til flygtninge”.

Således følger Bo Nygaard Larsen Jens Rohdes eksempel, der i slutningen af december foretog samme partiskifte.

Forrige artikel Ny sekretariatschef i Landdistrikternes Fællesråd Næste artikel Sønderborg skal have ny kommunaldirektør