Endnu en af Samuelsens tidligere rådgivere har fået nyt job

Martin Lünell Christensen, tidligere særlig rådgiver for udenrigsminister Anders Samuelsen, har fået ansættelse i Dansk Erhvervs politik- og analyse-afdeling.

Endnu en af Anders Samuelsens tidligere særlige rådgivere har fået nyt job.

Først var det Niels Thulesen Dahl, der blev kommunikationsdirektør i Arla – nu er det Martin Lünell Christensen, som er blevet ansat i Dansk Erhvervs afdeling for politik og analyse.

Det oplyser han selv på Twitter.

Ansættelsen som særlig rådgiver for den daværende udenrigsminister og partileder for Liberal Alliance, Anders Samuelsen, varede et år. Fra juni 2018 til valgudskrivelsen 7. maj i år.

Før det havde Martin Lünell Christensen en mangeårig karriere i Venstre med kommunikation som primær metier. Først som praktikant i partiets Center for Kommunikation og Politik, hvorefter han med flere titler undervejs sluttede som souschef i Venstres pressetjeneste.

Dansk Erhvervs nye mand er kommunikationsuddannet fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i 2014.

Forrige artikel Vinca Wiedemann stopper som rektor på Den Danske Filmskole Næste artikel Træ- og møbelindustrien får ny branchedirektør