EL kræver grønne job på finansloven

UDSPIL: Der skal satses på grønne ”vinderindustrier”, og pensionsmidler skal være med til at realisere en grøn lånefond på 10 milliarder kroner. Det er nogle af de krav til finansloven, Enhedslisten fremlægger på sit sommergruppemøde.

Regeringen skylder stadig, når det kommer til den grønne del af regeringsgrundlaget.

For ser man ud over energiaftalen, er der ikke leveret meget på det grønne område i denne regeringsperiode - tværtimod er det gået den forkerte vej senest med regeringens Vækstaftale, der lempede afgifterne for erhvervslivet.

Det mener Enhedslisten, som på partiets sommergruppemøde fredag i København præsenterer tre grønne krav til de kommende finanslovsforhandlinger, der skal få regeringen "tilbage på det grønne spor" fra regeringsgrundlaget.

Forslagene vil både få flere i arbejde og samtidig være godt for klimaet, ifølge Enhedslistens gruppeformand Per Clausen.

"Vi ønsker et opgør med den tankegang, regeringen har, om, at først laver vi en sort plan, der skaber arbejdspladser, og så laver vi bagefter noget for klimaet, som retter op på skaderne. Vi bliver simpelthen nødt til at sammentænke de to udfordringer," siger Per Clausen.

Forslag til grøn beskæftigelse
Konkret vil Enhedslisten gerne tilbage til "90'ernes målrettede programmer", der skal fremme grøn teknologi - det skal blandt andet ske gennem en Grøn Investeringsfond, som skal investere i nye produkter, der på en eller anden måde er forankret i en grøn omstilling.

Samtidig vil partiet have en "markant" udbygning af den grønne omstilingsfond, der blev etableret under Erhvervs- og Vækstministeriet i forbindelse med finansloven for 2013.

Og sidst vil partiet have et "grønt supplement" til den bolig-job-ordning, som regeringen har valgt at genindføre. Det skal være en lånefond til energirenovering af ejer og lejeboliger på 10 milliarder kroner finansieret ved indskud fra pensionskasserne. Lånefonden skal stilles til rådighed for energiselskaberne, så selskabernes energirådgivning kan blive suppleret med billige lån uden om banker og realkreditten.

"Vi mener det er en fornuftig måde at aktivere pensionsmidlerne på, så de kan være med til at skabe en grøn omstilling. Det vurderer vi er den måde, man kan løfte denne opgave med energirenoveringer på," siger Per Clausen.

Målrettet indsats nødvendig
Ser man på forslaget om at målrette offentlige programmer til "vinderindustrier", så er det jo en strategi, som mange ellers advarer imod. Hvad siger I til det?

"Der er mange, som advarer imod en vælg-vinderne-strategi. Men det er en realitet, at hvis man kigger på nogle af dansk erhvervslivs største succeser, så er det ofte områder, hvor det ikke havde været muligt uden en målrettet støtte fra staten," siger grupperformanden og fortsætter:

"Hele den teori om, at overlader man det bare til markedskræfterne, så går det nok. Den virker kun måske. Men hvis vi vil være sikre på, at der sker noget for klimaet, så skal der en målrettet indsats til."

Flere forslag på vej
Regeringen skal dog ikke vente, at de tre forslag bliver det eneste, Enhedslisten vil have med til forhandlingsbordet i løbet af den kommende folketingssamling. 

"Vi vil komme med flere grønne forslag i løbet af efteråret. Der er nemlig flere anledninger: Der kommer Trængselskommissionens anbefalinger, der kommer finansloven, og så skal vi i gang med en klimalov," siger Per Clausen og fortæller, at Enhedslisten blandt andet vil spille ind med forslag i forhold til den kollektive trafik.

"Nu har vi fokuseret på noget, som skaber ny beskæftigelse. Det er bevidst, for vi mener faktisk, at den grønne omstilling skal opfattes som noget, der ikke kun handler om klima og energisektoren, men handler om at omlægge hele produktionen. Set i det lys er det faktisk et udspil med ret store armbevægelser i."

Enhedslistens sommergruppemøde afholdes fredag hos 3F i København. På tirsdag fremlægger regeringen sit forslag til næste års finanslov.  

Forrige artikel Forsker: Roadpricing-beregning er hul i hovedet Forsker: Roadpricing-beregning er hul i hovedet Næste artikel Skoleforvaltningerne: Giv os tre års arbejdsro Skoleforvaltningerne: Giv os tre års arbejdsro