Efter udflytning: Der kan gå tre år, før patienter igen kan få behandlet klagesager til tiden

UDFLYTNING: Sagerne hober sig op hos den udflyttede Styrelse for Patientklager, som nu stiler mod at nå målet for ventetiderne i 2022. Uacceptabelt, mener Danske Patienter. Minister siger, at ny handlingsplan skal få sagspuklen ned.

Ophobede sager, stigende sagsbehandlingstider og øgede udgifter.

Regeringens udflytning af arbejdspladser sætter sine tydelige spor i Styrelsen for Patientklager, der behandler klager over dårlig behandling i sundhedsvæsnet og ankesager om patienterstatning.

Og dem, der klager, må vente et stykke tid endnu på mere normale forhold. For nu skriver styrelsen i sin årsrapport, at man stiler mod “senest i 2022” at have skabt et flow i produktionen, som sikrer, at man kan nå målet om en gennemsnitlig sagsbehandlingstid på ni måneder.

Men det er langtfra godt nok, mener organisationen Danske Patienter.

“Om udflytning skal koste samfundet penge, er et politisk valg, som vi overhovedet ikke vil blande os i, men vi mener, det er dybt bekymrende, at det er nuværende og fremtidige patienter, der skal betale for det,” siger direktør Morten Freil.

Han peger på, at de lange ventetider øger risikoen for, at flere patienter i mellemtiden bliver udsat for de samme fejl, som klageren har været udsat for. 

"Vi mener simpelthen ikke, det er acceptabelt,” siger Morten Freil.

Påvirket af udflytning
Årsrapporten viser, at Styrelsen for Patientklager har levet op til ét ud af fire resultatkrav for, hvor lang tid behandlingen af patientklager i gennemsnit må tage.

“Resultaterne i 2018 har i stort omfang været påvirket af udflytningen i forbindelse med Bedre Balance II,” skriver styrelsen i årsrapporten.

Styrelsen forventer, at den gennemsnitlige sagsbehandlingstid vil stige i 2019 for både klagesager og erstatningsankesager.

Intet kompromis med kvaliteten
Sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) siger, at regeringen aldrig har lagt skjul på, at der i en overgangsperiode kan opleves forlængede sagsbehandlingstider i arbejdet med at skabe bedre geografisk balance i fordelingen af statslige arbejdspladser.

”I forhold til Styrelsen for Patientklager er vi i fuld gang med en større medarbejderudskiftning, og det påvirker sagsbehandlingstiderne i en overgangsperiode – for vi vil ikke gå på kompromis med kvaliteten i styrelsens afgørelser,” siger Ellen Trane Nørby i en skriftlig kommentar.

Hun peger på, at regeringen med finansloven har givet styrelsen 20 millioner kroner ekstra til hurtigere behandling af sagerne, og at Sundheds- og Ældreministeriet er ved at lave en handlingsplan.

Her vil ministeren også se på, om der er behov for flere penge.

"Hvis det kræver yderligere ekstraressourcer, kommer vi også til at se på det, for sagspuklen skal selvsagt nedbringes," siger Ellen Trane Nørby. 

Læs hele artiklen på Altinget: Udflytning

Forrige artikel Dagens overblik: V har fundet manden, der skal stille op mod Mette F. i Aalborg Dagens overblik: V har fundet manden, der skal stille op mod Mette F. i Aalborg Næste artikel Prøv quizzen: Hvor meget ved du om mad i dansk politik? Prøv quizzen: Hvor meget ved du om mad i dansk politik?