Efter ny naturrapport: Rød blok vil skrotte landbrugspakken

KVÆLSTOF: Trods løfter om det modsatte steg landbrugets udledning af kvælstof i 2017, bekræfter ny rapport. En enig rød blok vil gøre op med landbrugspakken, hvis magten skifter – Socialdemokratiet kræver dog et bredt forlig.

Landbrugspakken er krakeleret – og hvis magten skifter efter det kommende folketingsvalg, skal nye bindende tiltag nedbringe landbrugets brug af kvælstof.

Det er beskeden fra en samlet opposition, efter at Aarhus Universitet tirsdag eftermiddag offentliggjorde den længe ventede Novana-rapport over kvælstofudledningen i 2017.

Rapporten viser, at landbruget udledte 64.000 ton kvælstof på markerne sidste år. Det er 2.000 ton mere end året forinden.

Selv når der tages højde for vind og vejr – sommeren 2017 var meget regnfuld – viser rapporten en lille stigning i kvælstofudledningen.

"Det her er landbrugspakkens absolut endelige fald. De beregninger, regeringen havde – og som vi andre advarede mod – holder ikke. Derfor skal en ny regering gøre op med landbrugspakken efter et valg," siger Ida Auken, miljøordfører i Radikale Venstre.

Hun bakkes op af Alternativet, SF og Enhedslisten.

S ønsker bredt forlig
Landbrugspakken blev vedtaget i slutningen af 2015 af en samlet blå blok og har fra begyndelsen været omdiskuteret.

Aftalen skal frem mod 2021 sikre et fald i brugen af kvælstof, og stik imod denne hensigt viser den nye rapport, at dette ikke skete i 2017.

"Landbrugspakken er faldet fra hinanden, og vi skal gøre mere, end der gøres i dag," siger Simon Kollerup, landbrugsordfører i Socialdemokratiet.

Ifølge Socialdemokratiet er der nu brug for nye, håndfaste tiltag, der kan sikre mindre kvælstof i det danske vandmiljø.

Partiet afviser dog, i modsætning til resten af oppositionen, at rød blok skal gå enegang og tilbagerulle blå bloks landbrugspakke ved en eventuel valgsejr.

"Socialdemokratiet vil genoprette kvælstofindsatsen, for den sejler i øjeblikket. Men vores mål er at gøre det gennem et bredt landbrugsforlig," siger Simon Kollerup.

Læs hele artiklen med kommentarer fra blandt andet Liberal Alliance på Altinget: miljø (kræver abonnement).

Forrige artikel Dagens overblik: Løkke justerer sundhedsudspil efter kritik Dagens overblik: Løkke justerer sundhedsudspil efter kritik Næste artikel Overblik: Vil regeringen samle eller sprede magten i sundhedsvæsenet? Overblik: Vil regeringen samle eller sprede magten i sundhedsvæsenet?