Dødsfald: Fhv. EU-direktør Erik Hauerslev (101)

Fhv. EU-direktør Erik Hauerslev, Frederiksberg, er død, 101 år gammel. Han var formand for Arbejderbevægelsens Erhvervsråd i 1981-88.

Erik Hauerslev, der var født og opvokset på Christianshavn, blev uddannet typograf med rod i arbejderbevægelsen.

DSU og Esbjerg Arbejderhøjskole og AOF blev starten på en socialdemokratisk karriere. Efter et par år som kontorchef i OEEC i Paris vendte han i 1957 således hjem for at blive forretningsfører for AOF’s landsorganisation.

Erik Hauerslev havde tætte bånd til flere tidligere socialdemokratiske ledere og fik gennem mange år adskillige tillidsposter i Socialdemokratiets og Arbejderbevægelsens ledende organer og var blandt andet formand for Arbejderbevægelsens Erhvervsråd fra 1981 til 1988.

Han var også direktør for Den danske Filmfond i årene 1965 til 1973, og med filmloven i 1965 stod Erik Hauerslev i spidsen for opbygningen af Filmskolen og de mange støtteordninger, der senere skulle være med til at placere dansk film på verdenskortet.

Da Danmark blev medlem af EF i 1973, drog han igen ud, nu som direktør for Generaldirektoratet for Sociale Anliggender (DG5) i Bruxelles.

I 1981 vendte Erik Hauerslev tilbage til Danmark som pensionist kombineret med tillidshverv i blandt andet Økonomisk Råd.

Forrige artikel Dødsfald: Forfatter, radiovært Frederik Dessau (92) Næste artikel Socialdemokratiets børne- og undervisningsordfører går på barsel