Topdirektør i Merkur Andelskasse stopper efter 38 år

Lars Pehrson var med til at grundlægge Merkur Andelskasse i 1982 og har været administrerende direktør lige siden. Nu har han valgt at give stafetten videre.

1. september starter Charlotte Skovgaard som ny administrerende direktør i Merkur Andelskasse.

Det fremgår af en pressemeddelelse.

Efter 38 år som topchef har 61-årige Lars Pehrson ønsket at give ledelsesansvaret videre.

"Det at drive bank har ændret sig meget, siden jeg var med til at grundlægge Merkur, og i dag fylder opgaven med at sikre og dokumentere alle myndighedskrav og retningslinjer rigtigt meget," udtaler Lars Pehrson i pressemeddelelsen. Han fortsætter:

”Mine interesser ligger et andet sted – nemlig der, hvor penge kan gøre en forskel for bæredygtighed og social ansvarlighed.”

Lars Perhson skal fra 1. september fungere som udvikler og sparringspartner for organisationen og direktionen samt stå for nogle af Merkurs udadrettede aktiviteter.

Den kommende topchef Charlotte Skovgaard har de seneste otte måneder været direktør i Merkur Andelskasse. Før det har hun været projektdirektør i Arbejdernes Landsbank og bankdirektør i Coop Bank.

Merkur Andelskasse arbejder med en forretningsmodel baseret på bæredygtig udvikling og social ansvarlighed.

Forrige artikel Anker Boye får nyt job: Skal bekæmpe vandskader Næste artikel Dansk Journalistforbund får ny næstformand