Direktør for Medicoindustrien stopper

Peter Huntley træder tilbage efter 12 år som Medicoindustriens frontfigur. Brancheorganisationen vil finde en ny direktør inden sommerferien.

Efter 12 år på posten har Peter Huntley meldt sin afgang som direktør for Medicoindustrien. Det oplyser brancheorganisationen i en pressemeddelelse.

"Det har været et stort privilegium at have været med på den rejse, Medicoindustrien har været en del af i snart mange år. (…) Jeg har haft nogle fantastiske kolleger omkring mig, som har muliggjort organisationens udvikling," lyder det fra Peter Huntley.

Den 66-årige, ingeniøruddannede, afgående direktør ønsker at drosle ned for arbejdslivet, og derfor er Medicoindustrien nu på jagt efter hans afløser. Det forventes at ske inden sommerferien, og indtil da vil Peter Huntley blive på posten.

Medicoindustrien repræsenterer mere end 230 virksomheder, der producerer og leverer medicinsk udstyr.

"Brancheorganisationens bestyrelse har sat meget stor pris på samarbejdet med Peter Huntley som direktør og ser tilbage på 12 år, hvor organisationen har været inde i en fantastisk udvikling, som Peter har stået i spidsen for," siger bestyrelsens forperson, Marianne Ølholm.

Forrige artikel Ny fellow på Syddansk Universitet skal undersøge nyhedsinfluencere Næste artikel Skattestyrelsen finder nye fagdirektører internt og hos Kriminalforsorgen