DGI genvælger formand

Søren Møller fortsætter på formandsposten i landets næststørste idrætsorganisation efter at være blevet genvalgt af DGI's medlemmer ved foreningens årsmøde.

De 6000 idrætsforeninger og i alt 1,5 millioner danskere, der er samlet i DGI, beholder Søren Møller som frontfigur.

Den mangeårige formand er blevet genvalgt ved foreningens årsmøde, skriver DGI i en pressemeddelelse.

Søren Møller er uddannet lærer fra Silkeborg Seminarium og har de sidste 15 år været formand for DGI. Inden han indtog formandsposten, var han forstander på Gerlev Idrætshøjskole fra 1992-2001. I dag er han desuden også næstformand i Danske Spil, formand for Foreningen af DGI-Huse og næstformand i DGI Byens bestyrelse.

Det er imidlertid ikke kun idrætspolitik, der har Søren Møllers interesse. Han er med i opløbet om at blive folketingskandidat for Socialdemokraterne i Skanderborg-kredsen og har annonceret, at hvis han skulle blive valgt til folketinget, vil han samtidig trække sig som formand for DGI.

Forrige artikel Pind nedsætter nyt udvalg om undersøgelseskommissioner Næste artikel Dansk Metal henter arbejdsmarkedschef fra LO