DF-vælgere splittede om efterløn

MENINGSMÅLING: Dansk Folkepartis vælgerkorps er delt midt over i spørgsmålet om en efterlønsreform.

Den omstridte tilbagetrækningsreform deler Dansk Folkepartis vælgere.

Således støtter 43 procent af partiets vælgere reformen, mens 41 procent af DF-vælgerne er imod den efterlønsaftale, som partiet indgik med V, K og R før sommerferien.

Tallene fremgår af en ny meningsmåling foretaget af A&B Analyse for Altinget.dk. Resultaterne er indsamlet i dagene lige omkring valgudskrivelsen.

Dansk Folkepartis gruppeformand og chefforhandler, Kristian Thulesen Dahl, er ikke overrasket.

"Reformen mindskede rettighederne for mange mennesker. Det var økonomisk nødvendigt, men den slags er jo aldrig populært," siger han.

Kristian Thulesen Dahl frygter imidlertid ikke, at DF kommer til at miste mange stemmer på den konto ved folketingsvalget:

"Vi ville have set reaktionen på forliget på nuværende tidspunkt, så jeg tror, effekten bliver ret begrænset ved valget. Mange af de, der er uenige med os om tilbagetrækningsreformen, vil alligevel stemme på os, fordi de er tilfredse med den samlede mængde, vi tilbyder, f.eks. på udlændingeområdet," siger han.

Blandt alle adspurgte i målingen støtter 45,9 procent reformen, mens 44,1 procent er imod.


Læs mere om målingen her (kræver abonnement).

,

Forrige artikel Samuelsen sikker på folketingsplads Samuelsen sikker på folketingsplads Næste artikel Konservative splittede om euro Konservative splittede om euro