DF kræver ny kurs fra Ellemann: "Jeg føler mig snydt"

DRIKKEVAND: Dansk Folkeparti vil have Jakob Ellemann-Jensen (V) til at beklage forhandlinger, hvor Esben Lunde Larsen har tilbageholdt vigtigt notat. "Han kan ikke joke sig ud af den her sag," siger DF-ordfører.

Ministeren bør lægge sig fladt ned og beklage.

Så kontant er meldingen fra Dansk Folkeparti til Jakob Ellemann-Jensen.

Partiet mener, at den nye miljø- og fødevareminister holder hånden over sin forgængers, Esben Lunde Larsens, ageren under sidste års forhandlinger om en ny pesticidaftale. 

Esben Lunde Larsen er førhen blevet stærkt kritiseret for ikke at udlevere et centralt notat, der beskrev, hvordan drikkevandsboringer bedst kunne beskyttes mod pesticider.

"Vi skulle have haft det oprindelige notat. Jeg føler mig snydt og regner med, at Jakob Ellemann Jensen er enig i, at den her proces ikke var i orden," siger Lise Bech, miljøordfører i Dansk Folkeparti. 

Hun bakkes op af Socialdemokratiets Christian Rabjerg Madsen: "Som ordførere er vi fuldstændigt afhængige af at modtage fyldestgørende og rigtige oplysninger."

Ekspert: Notat bør udleveres
I det tilbageholdte notat oplister Miljøstyrelsen fire muligheder for at beskytte grundvandet mod forurening af pesticider nær sårbare vandboringer.

Og de oplysninger burde være udleveret under sidste års pesticidforhandlinger, mener Sten Børsting, professor i forvaltningsret på Aalborg Universitet. 

"Og det bør en minister vide," siger han.

Resumé er ikke godt nok
Indtil videre afviser Jakob Ellemann-Jensen, at hans forgænger begik en fejl ved ikke at udlevere det omstridte notat.

Resuméet er ifølge ministeren dækkende og medtager "de centrale oplysninger" fra notatet.

Det viser et folketingssvar til Christian Rabjerg Madsen, hvor der henvises til et resumé, som ordførerne sidste år blev tilsendt.

Men det er ikke godt nok, mener både Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet. 

"Man får fornemmelsen af, at noget skal skjules. Det går ikke at spise os af med et resumé, som ikke er lige så grundigt og fagligt dækkende," siger Lise Bech.

Tillidskrise skal løses
Torsdag er miljø- og fødevareministeren kaldt i samråd om sprøjtegifte i grundvandet.

"På samrådet bør han lægge sig fladt ned og beklage. For uanset partifarve mener jeg, at vi alle kan være utilfredse med ikke at have fået det fulde notat," siger Lise Bech og fortsætter:

"Han kan ikke joke sig ud af den her sag, som han har for vane at gøre. De mange sager under Esben Lunde Larsen har skabt en tillidskrise i Miljø- og Fødevareudvalget, som Jakob Ellemann-Jensen nu må rette op på."

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Jakob Ellemann-Jensen. 

Læs hele artiklen på Altinget: miljø. Her forholder DTU-professor Hans-Jørgen Albrechtsen sig til sagen, mens Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti giver deres bud på, hvad det manglende notat vil betyde for efterårets forhandlinger om nye pesticidafgifter.

Forrige artikel Morten Østergaard: Vores krav til Mette Frederiksen er ikke ultimative Morten Østergaard: Vores krav til Mette Frederiksen er ikke ultimative Næste artikel Dagens overblik: Mette F præsenterer stor plan, og Skats problemer når nyt niveau Dagens overblik: Mette F præsenterer stor plan, og Skats problemer når nyt niveau