Det er ikke længere skamfuldt at være DF’er – og uden skam ingen succes

Dansk Folkepartis årsmøde sidste weekend endte ikke som en gentagelse af Fremskridtspartiets berømte, kaotiske landsmøde i 1995, som var den direkte årsag til dannelsen af DF. Men hvad konklusionen så var, er ikke klart. Fremtiden blev udskudt til efter kommunalvalget, som alle regner med, bliver endnu et nederlag. Det fjerde i træk for dem, der tæller.

Om – og hvem – der til den tid vil stille op som modkandidat til Thulesen Dahl er heller ikke klart. Morten Messerschmidt kan det ikke blive, for han har ikke været for landsretten endnu med sin dom for svindel med EU-midler og dokumentfalsk.

Op til årsmødet var den – ikke særlig – implicitte melding fra Pia Kjærsgaard, at hvis Thulesen Dahl selv trak sig, var hun klar til overtage i en overgangsperiode. Men hvor den plan står nu – efter hun med Martin Henriksens massive genvalg til DF’s hovedbestyrelse gik fra årsmødet med et entydigt nederlag – er også et åbent spørgsmål.

For indeværende er den tilstand mest til Thulesen Dahls fordel, men netop Kjærsgaards nederlag understreger partiets dybere krise.

Pia Kjærsgaard ejer ikke længere DF

At Martin Henriksen blev genvalgt til hovedbestyrelsen, var en åbenlys trodsreaktion fra dele af partiet rettet mod Kjærsgaard. Op til årsmødet havde hun og andre prominente DF’ere – særligt Morten Messerschmidt og Søren Espersen – udpeget Henriksen som illoyal mod partistifteren og partiets linje i udlændingepolitikken. Eller hvad der i DF engang var en kardinalsynd, hvorfra ingen tilgivelse var mulig. Kun udstødelse.

”Pia ER Dansk Folkeparti,” som Messerschmidt skrev på sin facebookvæg, inden årsmødet blev skudt i gang.

Den påstand gjorde partiets medlemmer til skamme, første gang de fik muligheden, og hovedbestyrelsen skulle sættes sammen.

Et tv-kamera fangede Kjærsgaard under Henriksens valgtale, hvor hun sad og signalerede med nedadvendt tommelfinger, at Henriksen skulle ud. Rundt om hende klappede salen af ham, og efterfølgende stemte en tredjedel af dem ham ind i hovedbestyrelsen. 

Det var solid og meget bemærkelsesværdig begmand til Kjærsgaard, og lige der kom vi meget tæt på noget, som kunne have været en scene fra 1995.

Pæne menneskers skam

I sin valgtale langede Henriksen ud efter DFs kurs på udlændingepolitikken. Man var blevet for pæn, for nydelig og for godt på vej til at ligne alle de andre partier.

Man stod i umiddelbar risiko for at blive ”halvradikal,” sagde han endda, og – med et ord, der har sin helt særlige klang i DF-kredse – stueren.

”Skal vi være et pænt parti for pæne mennesker med stuerene holdninger?” spurgte han retorisk.

Henriksens logik er enkel: I et politisk landskab, hvor der til den ene side er bred, tværpolitisk konsensus om stram udlændingepolitik, og hvor der til den anden side står Nye Borgerlige, der kritiserer DF fra højre, er partiet blevet lammet.

Henriksens løsning var en form for chokterapi. DF’erne bør ”droppe snakken om, at vi ikke må være kontroversielle,” som han sagde, og generobre ”ejerskabet til værdi- og udlændingedebatten” fra de andre partier.

Hårdere midler og hårdere politik med andre ord. For som Henriksen selv spurgte:

”Hvor mange kampe er blevet vundet med pænhed?” Underforstået – ingen.

Henriksen vil med andre ord flytte partiet derud, hvor man igen forarger det øvrige samfund og atter bliver mødt med moralske anklager og forsøg på udskamning fra den fælles samtale.

Når Pia Kjærsgaard kan føle sig personligt ramt af den kritik, hænger det ikke bare sammen med, at hun er partiets udlændingeordfører. Henriksens løsning går nemlig stik imod Kjærsgaards oprindelige og inderste mål med DF. Eller DNA, som hun kaldte det, da hun endelig gik på talerstolen ved frokosttid søndag.

Partiets mål var nemlig fra begyndelsen af at fjerne forargelsen over, at der var vælgere og politikere, der ville have en stram udlændingepolitik, og dermed også fjerne den medfølgende skam og ydmygelse ved at have de holdninger. Kjærsgaards program var at udvide zonen for stuerenhed, så den også inkluderede skarpe holdninger på udlændingepolitikken. 

I DF talte man i nullerne meget om, at man også skulle være et parti for netop det, man kaldte ”pæne mennesker”. Som partiets mangeårige pressechef Søren Søndergaard engang forklarede:  

”Det er vælgere, som i DF’s optik har været skræmt væk af folk, der stigmatiserede DF. Men pæne mennesker skal kunne leve med vores univers.”

Det var det, Kjærsgaard henviste til, da hun i sin tale sagde, at hun ikke som en anden Rasmus Paludan havde ”lyst til at stå ude på Nørrebros Torv og brænde koraner af.” Og det var partiets succes med at flytte grænsen for skam, forargelse og ydmygelse, hun talte om, da hun fortalte en personlig anekdote fra 2001, hvor hun på Folketingets talerstol havde citeret Tyrkiets første præsident, Kemal Atatürk, for, at der kun findes en civilisation, nemlig den vestlige.

”Folk var rasende,” erindrede hun. Og hun mindede salen om partiets første år som ugleset og udskældt. ”Vi blev ignoreret, vi blev udsat for hetz, vi var de skimlede kældermennesker,” huskede hun med reference til forfatteren Carsten Jensens berømte karakteristik.

Nøgleordene er her ”var” og ”blev”. I Pia Kjærsgaards fortælling om sig selv og DF er kampen mod ydmygelsens politik vundet, og zonen for stuerenhed udvidet. Det er hendes store sejr.

Nu stod Henriksen der, og ikke kun hævdede han, at hendes mål med DF er årsagen til, at partiet lider, nej, han sagde ligefrem, at partiet ikke skal være stuerent. Som sagt, det er helligbrøde på de kanter. Eller var. For da folk klappede og stemte ham ind i hovedbestyrelsen, gjorde de samtidig op med Kjærsgaard og tog partiet fra hende.

DF er blevet irrellevant for deres gamle vælgere

Problemet for DF her er ikke, at Henriksen tager fejl, mens Kjærsgaard har ret. Eller omvendt. Problemet er, at de begge to har ret på samme tid.

Pia Kjærsgaard har ret, fordi det virkelig er sådan, at stram udlændingepolitik og en til tider hård retorik, når det kommer til indvandrere – både dem, der er i landet, og dem, der gerne vil hertil – er blevet socialt og politisk afdramatiseret.

Nu i en grad, så selv radikale toppolitikere slår fast, at Europas grænser skal lukkes, og at vi ikke kan ”tage alle dem i Mellemøsten og i Afrika, der gerne vil herop.”

Problemet for Kjærsgaard-linjen er så, at det netop betyder, at der ikke længere er brug for DF som et talerør for alle de vælgere, der mener, at stram udlændingepolitik er vigtigt. Når de kan få det, uanset om regeringslederen er borgerlig eller socialdemokrat, så sker der det, at de sætter deres kryds efter andre emner. Emner, hvor DF ikke har nogen særlig profil.

Dermed er DF blevet et irrelevant parti for mange af deres vælgere – og det er det, der kom til udtryk ved katastrofevalget i 2019, og som stadig giver sig udtryk i de vigende meningsmålinger.

På den måde har også Martin Henriksen ret. Forskellen mellem DF og de øvrige partier er virkelig indsnævret og blevet irrelevant for rigtig mange vælgerne. Problemet for hans linje er, at en yderligere højreorientering vil isolere partiet fra de regeringsbærende borgerlige partier, Venstre og Konservative.

Her er erkendelsen, at udlændingepolitikken ikke længere kan vinde valg, og man arbejder for at styrke sit ejerskab til andre – og i vælgernes øjne meget vigtigere – politiske emner som sundhed, klima og ældre.

Sagt på en anden måde står DF konfronteret mellem to typer af irrelevans. En lavmælt, der lever på mindet om fortidens meritter, og en højtråbende, der vil fjerne DF fra V og K. Og hvis årsmødet viste noget, var det, at DF er ved at splittes langs de to positioner.

Undervejs i sin tale spurgte Martin Henriksen: ”Hvorfor skal vi overhovedet være her?”

Det er aldrig godt for et parti, når det spørgsmål bliver rejst. Slet ikke, når svaret ikke står tindrende klart.

es@altinget.dk