Departementschef forlader Børne- og Undervisningsministeriet
Birgitte Hansen stopper efter to år som departementschef i Børne- og Undervisningsministeriet. Hun skal i stedet være rigsrevisor.
Pernille Rosenkrantz-Theil (S) skal for anden gang i sin ministertid finde en ny departementschef.
Fredag eftermiddag oplyser Børne- og Undervisningsministeriet, at Birgitte Hansen fratræder for i stedet at blive ny rigsrevisor.
Ifølge Folketingets hjemmeside starter Birgitte Hansen først som rigsrevisor 1. maj 2022, hvor hun erstatter Lone Strøm, som er nået til vejs ende i sin tiårige mandatperiode.
Børne- og Undervisningsministeriet oplyser ikke, hvornår Birgitte Hansen præcis stopper i sin nuværende stilling.
Rutineret i dansk politik
Birgitte Hansen overtog i december 2019 departementschefstillingen i Børne- og Undervisningsministeriet efter Søren Hartmann Hede, som rykkede til Økonomiforvaltningen i Københavns Kommune.
Dengang kom Birgitte Hansen fra en stilling som direktør for Styrelsen for Undervisning og Kvalitet (STUK) – en post, hun havde overtaget fra netop Søren Hartmann Hede året inden.
55-årige Birgitte Hansen har undervejs i sin karriere været vidt omkring i dansk politik.
I starten af 1990’erne var hun ansat i det daværende Ministeriet for Erhvervspolitisk Samordning. Senere i årtiet var hun blandt andet ministersekretær for Mimi Jakobsen (CD) i Erhvervsministeriet og specialkonsulent i Finansministeriet.
Fra 2001 til 2004 var hun socialdirektør i Brøndby Kommune, før hun startede konsulentvirksomheden Slotsholm A/S, hvor hun sad som direktør frem til 2013.
Fra 1. januar 2014 til maj 2016 var hun administrerende direktør i Københavns Kommunes Beskæftigelses- og Integrationsforvaltning.