Debat: Demokratiske beslutninger kan undergrave demokratiet

Af Claus von Barnekow og Tobias Stadarfeld Jensen
Hhv. seniorrådgiver i Den Danske Helsinki-Komité og advokat

I et debatindlæg i Altinget den 30. juni gør filosoffen Kai Sørlander gældende, at ”Ytringsfrihed må ikke trumfe demokratiske beslutninger”.

Sørlander henviser i den forbindelse til den såkaldte Tibet-sag, hvor ytrings- og forsamlingsfriheden tilsyneladende har kortsluttet den demokratiske beslutningsproces.

Han uddyber: ”Hvis ordren om at fratage demonstranter deres Tibet-flag kom fra ministeren, er det svært at se det demokratiske problem.”

Således slået med umiddelbar forbløffelse, læses videre i indlægget med et forgæves håb om en art juridisk-politisk erkendelsesmæssig forløsning i denne dekonstruktion af Danmarks Grundlov.

Indlægget fremstår generelt blottet for historisk indsigt vedrørende årsagerne til både Grundlovens og Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) udformning af bestemmelser om ytringsfrihed og forsamlingsfrihed, og oprindelsen til den mellemstatslige organisation Europarådet og Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) er helt misforstået.  

Europarådet oprettedes som et samarbejde med det formål at sikre fred og samarbejde på et retsstatsligt og menneskeretligt grundlag.  

Sørlanders skindemokrati
Essensen i indlægget – som er et historisk juridisk-politisk miskmask - synes at være at demokratiske beslutninger (altid) trumfer ytrings- og forsamlingsfriheden.

Men der er mange demokratiopfattelser og -former. I Sørlanders forståelse af Grundloven synes simpelt flertal at betyde alt, men almindelige retsstatsprincipper og borgerrettigheder intet.

Ethvert flertal legitimerer åbenbart enhver politisk beslutning. Magtens tredeling er tænkt bort. Der er ingen brug for kontrol, og flertallet kan uhæmmet tvinge mindretallet til at forstumme.

Der åbnes således en direkte vej til et skindemokrati uden respekt for mindretal. Den form for demokrati, Sørlander fejlagtigt forstås at læse sig frem til, er illliberalt; et indskrænkende demokrati.

Den smule, Sørlander har lindet på låget til den illiberale Pandoras æske, er chokerende.

Ønsker han konkret at skrive indledningen til en nekrolog over det folkestyre, der i øvrigt alene udtrykker sig gennem valghandling til Folketinget, og bane vejen for det indskrænkende demokrati, som vi i disse år ser blomstre i visse europæiske stater, hvor nationalkonservative magthavere indskrænker borgernes frihedsrettigheder.

”At det demokratiske flertal så kan tage fejl, er et vilkår, som hører med til vor politiske situation,” mener Sørlander således at vide.

Men nej, det er netop ikke et vilkår, for Danmark er lykkeligvis ikke i den situation, Sørlander fremkalder. Hverken regering eller Folketing er hævet over Grundloven og magtens tredeling.

Et demokratisk flertal medfører ikke i sig selv, at en beslutning eller en lov ikke kan bestrides ved domstolene, hvilket Højesterets dom i Tvind-sagen fint illustrerer. Er en lov dømt grundlovsstridig, skal den ændres, uanset hvad et folketingsflertal måtte mene.

Ytringsfriheden er ikke absolutter
Lad os vende tilbage til utysket i artiklen. Det skjuler sig nemlig bag menneskerettighederne, og man må forstå, at ”toneangivende kredse”, der lægger vægt på menneskerettigheder, mangler ”tankekraft”, da de ifølge Sørlander ser ytrings- og forsamlingsfrihed som absolutter. Den sikkerhed, der her afsløres i argumentationen, er slående.  

Lad os spørge, hvorfra ved vi, hvad vi med sikkerhed ved, mener at vide, antager at vide, tror at vide, ikke ved?

Sørlander anfører: ”I stedet for at forstå ytrings- og forsamlingsfrihed som absolutte rettigheder, som et demokrati ubetinget skal bøje sig for, så skal man forstå dem som rettigheder, hvis formål er at understøtte den demokratiske debat.”

Hvor ved forfatteren med sikkerhed fra, hvem der forstår ytrings- og forsamlingsfrihed som absolutte regler? Grundloven selv gør ikke. Grundlovsfædrene gjorde ikke. Indgreb er helt bestemt mulige.

Svaret på spørgsmålet om ”absolutter” hænger ifølge forfatteren sammen med EMD, idet Sørlander uddyber: ”Som jeg ser det hænger svaret sammen med en udvikling i Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols virke”.

Hverken Europarådets medlemsstater eller EMD ser på de to friheder som absolutte. Det fremgår af EMRK artikel 10, at ytringsfriheden ”underkastes sådanne formaliteter, betingelser, restriktioner eller straffebestemmelse, som er foreskrevet ved lov og er nødvendige i et demokratisk samfund.”

Indgreb skal altså have hjemmel i lov og forbindes til hensyn der er beskyttelsesværdige og være nødvendigt i et demokratisk samfund. Lignende gælder for forsamlingsfrihed i EMRK artikel 11.

De beskyttelsesværdige hensyn udgør: ”Den nationale sikkerhed, territorial integritet eller offentlig sikkerhed, for at forebygge uorden eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden, for at beskytte andres gode navn og rygte eller rettigheder, for at forhindre udspredelse af fortrolige oplysninger eller for at sikre domsmagtens autoritet og upartiskhed.”

I praksis betyder det, at alle sager vedrørende disse to friheder afgøres efter en nøje proportionel afvejning af hensyn til individets rettigheder og til statens adgang til at gøre indgreb i disse.

Det er i øvrigt almindeligt anerkendt, at ytringsfrihed er også en vigtig politisk rettighed, idet den er en forudsætning for et velfungerende demokrati. Dermed ”understøtter” ytringsfrihed (helt åbenbart) også den demokratiske debat for at citere Sørlander.

Kristian Jensens kloge ord
Sørlander og vi er enige i, at et ansvar, et politisk ansvar, bør placeres i forbindelse med Tibet-sagen. Det skal ske efter Grundlovens bestemmelser.

Danmark er en retsstat, et konstitutionelt demokrati. En rigsretsafgørelse kan i givet fald af en pådømt indbringes til mulig antagelse og afgørelse ved EMD.

Men EMD og dens parlamentarisk udpegede dommere erstatter ikke medlemsstaternes egne systemer til beskyttelse af menneskerettigheder. EMD udgør et kontrolorgan, hvis afgørelser medlemsstaterne har forpligtet sig til at efterleve.

Næstformand i Venstre Kristian Jensen citeres i Ræsons maj-nummer for blandt andet at have udtalt følgende: ”... Men det liberale demokrati – den slags demokrati, der lægger et bånd på magthaverne – det er helt bestemt truet. Vi er på vej ind i det autoritære demokratis tidsalder, hvis vi ikke passer på. Hvor Putin, Erdogan og andre sikrer sig en eller anden form for legitimitet gennem afstemninger – men uden at respektere individuelle rettigheder.”

Kloge ord. Er det den vej, Kai Sørlander gerne vil slå ind på?

Endelig er det nok en god ide at erindre sig visse af Grundlovens bestemmelser (1), og at Tibet-kommissionen i december 2017 konkluderede, at behandlingen af de pro-tibetanske aktivister var i klar strid med både Grundloven, Politiloven og EMRK.

-----
Claus von Barnekow er seniorrådgiver i Den Danske Helsinki-Komité for Menneskerettigheder, forhenværende ambassadør ved Europarådet og seniorrådgiver i Europarådets sekretariat; Tobias Stadarfeld Jensen er advokat med speciale i internationale menneskerettigheder.

debat@altinget.dk