Danmarkshistoriens største skattesag for Højesteret

SKAT: Vandsektoren anker Danmarkshistoriens største skattesag til Højesteret. Det sker, efter at Østre Landsret sidste uge afviste at fritage vandselskaberne fra en ekstraregning på 36 milliarder kroner.

Et årelangt slagsmål om skattebetaling i vandsektoren blev sidste uge afgjort ved Østre Landsret med det resultat, at de danske vandselskaber skal betale en ekstraregning på cirka 36 milliarder kroner.

Men nu har brancheorganisationerne Danva og Danske Vandværker besluttet, at afgørelserne skal en tur forbi Højesteret, før det sidste ord er sagt.

Danva: Ret op på lovsjusk
”Alene Skats egne beregninger dokumenterer, at de politiske intentioner med vandsektorloven om lavest mulige priser ikke efterleves af Skat. Det er lovsjusk, som vi på vegne af danskernes pengepung ønsker at rette op på,” siger direktør i Danva, Carl-Emil Larsen.

Han forklarer baggrunden for balladen med, at vandsektorloven fra 2009 havde til hensigt at sikre forbrugerne lavest mulige priser og vandselskaberne de bedst mulige rammer.

Men alt andet lige medfører den eksisterende skatteværdiansættelse fortsat, at vandprisen ifølge Skatteministeriet over tid stiger med 36 milliarder kroner. Loven mangler nemlig retningslinjer for beskatningen af vandselskaber.

“Skattelovgivningen er aldrig blevet udformet og implementeret, som det var ønsket og besluttet af forligskredsen bag vandsektorloven. Konsekvensen er betydelige stigninger på vandregningen både hos familier og virksomheder,” siger Carl-Emil Larsen.

"Regning havner hos forbrugerne"
Direktør i Danske Vandværker Allan Weirup støtter op om kritikken.

”Skatteministeriet har ikke kontrolleret, at den implementerede skattelovgivning giver det forudsatte provenu. Udgiften til vandselskabernes skattebetaling er en indirekte beskatning af de danske borgere og virksomheder, idet selskaberne kun har ét sted at sende regningen videre til – nemlig forbrugerne. Det skal tilføjes, at det ikke er, fordi Skatteministeriet har været uvidende om det her faktum, tværtimod,” siger han.

Mindretalsudtalelser giver håb
Trods nederlaget ved Østre Landsret har brancheorganisationerne håb om medhold ved Højesteret.

Blandt andet finder én dommer, at Skats værdiansættelse skal tilsidesættes som forkert eller mangelfuld. Yderligere udtaler landsrettens flertal kritik af Skats værdiansættelse, men finder dog konkret, at vandselskaberne ikke har bevist eller sandsynliggjort, at Skats vurdering er forkert.

Og det til trods for, at både en syns- og skønsmand og Skatteministeriet har fundet Skats beregningsmetode uanvendelig i sagerne.

Forrige artikel Statsrevisorer kritiserer sjusk med milliardtilskud til kommuner Statsrevisorer kritiserer sjusk med milliardtilskud til kommuner Næste artikel Elisabet Svane bliver ny EU-korrespondent for Politiken Elisabet Svane bliver ny EU-korrespondent for Politiken