Dagens overblik: Regeringen åbner for ren bilbro over Kattegat

POLITISK OVERBLIK: Blåt flertal åbner for ny bro mellem Jylland og Sjælland, men uden jernbane. Tusindvis af offentligt ansatte samles til stormøde, og ny regionsformand vil have gratis psykologhjælp til alle. Få nyhedsoverblikket her.

”Jeg ville ikke have det godt, hvis jeg var direktør i DSB.”

Det siger trafikforsker Harry Lahrmann fra Aalborg Universitet til P1 Morgen på denne torsdag, hvor vi lægger ud med nyheden om en mulig ny dansk bro.

Regeringen og DF har nemlig meldt ud, at de vil undersøge mulighederne for at bygge en bro over Kattegat – men kun for biltrafik. Og det kan gå ud over togtrafikken, vurderer eksperten.

Transportminister Ole Birk Olesen (LA) lægger vægt på besparelsen ved at droppe tog.

En bilbro ”vil koste knap 60 milliarder kroner. Hvis man nøjes med en ren vejforbindelse, så ville den kunne betales, uden at statskassen skal have penge op af lommen,” siger han til DR Nyheder. Ministeren vil nu sætte yderligere undersøgelser i gang.*

De nye toner kommer som reaktion på en ny rapport fra Vejdirektoratet, som også Altinget har beskrevet. Den viser, at udgifterne til en ren bilbro vil kunne tjenes ind på 32 år, hvis bilisterne betaler 240 kroner for en tur mellem Jylland og Sjælland.

I rød blok er SF åbne, Enhedslisten helt afvisende, og de radikale glade for idéen. Men R vil have jernbanen med, skriver DR. 

Stephanie Lose begynder i dag: Gratis psykologhjælp til alle
I dag er der skiftedag i Danske Regioner, hvor Kong Bent – Bent Hansen (S) – stopper som formand efter 11 år. Ind kommer Stephanie Lose (V), og hun står over for en lang række udfordringer.

Altinget ridser hendes vigtigste opgaver op i en analyse, som du finder her

Den nye regionsformand kickstarter sit nye arbejde med at melde ud, at hun ønsker gratis psykologbehandling til alle med behov.

I dag skal folk betale en del selv, og Lose mener, at tilbuddet om psykologhjælp i dag er alt for uensartet og tilfældigt.

”Det må vi gøre op med og sørge for, at folk får et tilbud om gratis hjælp meget tidligere, så de ikke udvikler en egentlig psykiatrisk sygdom og skal indlægges,” siger hun til Jyllands-Posten.

Sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) kommer ikke med penge til det forslag, men siger, at regionerne er velkomne til at afprøve forskellige muligheder ”inden for egen økonomi”.

KL-formand: Begge parter må give sig nu
Der er stadig ikke sluppet hvid røg ud fra Forligsinstitutionen, hvor de offentligt ansatte og deres arbejdsgivere forhandler om nye overenskomster.

Men nu opfordrer den nye KL-formand Jacob Bundsgaard (S) parterne – også Sophie Løhde (V), Michael Ziegler (K) og Anders Kühnau (S) på arbejdsgiversiden – til at give sig for at nå en aftale. Uenighederne legitimerer ikke en omfattende konflikt, mener han.

”Vi taler om milliarder af kroner i tabt produktivitet. Fly, der ikke afgår, dyr, der ikke kan kontrolleres af miljøkontrollen og må slås ned, børn, der ikke kan passes og komme i skole. Det er så omfattende, at det kun kan forsvares, hvis det, der er på spil, er en alvorlig konflikt mellem parterne. Og det, mener jeg, er simpelthen ikke tilfældet i det, der ligger på bordet i øjeblikket,” siger Jacob Bundsgaard til Berlingske.

”Hvis man ser på tallene, så er man altså ikke ret langt fra at kunne lande en aftale,” uddyber han til TV 2 News med henvisning til lønkravene på det kommunale område.

Tusindvis af tillidsfolk samles om konfliktplaner
Der skal peptalks, fællesskab og praktiske informationer til for at kunne stå igennem en storkonflikt. Derfor samles 10.000 tillidsrepræsentanter for de offentligt ansatte til stormøde i dag klokken 10.

”Det er vigtigt, at de får noget gejst,” siger formand for Dansk Sygeplejeråd og de regionalt ansattes topforhandler, Grete Christensen, til Radioavisen.

På mødet skal tillidsfolkene blandt andet klædes på til alt det praktiske omkring den storkonflikt, der kan komme umiddelbart efter påske, hvis ikke parterne lander en aftale i forligsinstitutionen inden da.

Og de skal være i stand til at kunne hjælpe deres fagfæller på arbejdspladsen.

Mødet foregår i Fredericia Messecenter, og når det slutter kl. 15, drager alle deltagere og andre offentligt ansatte til Aarhus for at demonstrere.

Dagens lækre liste
I går fortalte Berlingske, at de private donationer til Liberal Alliance aldrig har været lavere. Og i dag har avisen lavet en liste over al den støtte, partierne i Folketinget har modtaget i 2016.

Her kan man blandt andet se, at Socialdemokraterne fik godt en million i privat støtte, mens Venstre fik over fire millioner.

Find listen her

*Artiklens overskrift er ændret torsdag 22. marts 2018 klokken 8.15.



Forrige artikel Her er Stephanie Loses opgaver som ny formand for Danske Regioner Her er Stephanie Loses opgaver som ny formand for Danske Regioner Næste artikel Operate-ejere tager 5,9 millioner i udbytte efter godt 2017 Operate-ejere tager 5,9 millioner i udbytte efter godt 2017