Dagens overblik: Kulturminister afviser mindre støtte til dansk mindretal

OVERBLIK: Kulturministeren vil ikke diskutere forslag om at skære i støtten til det danske mindretal i Tyskland. Og så er der igen uro om den evigt varme kartoffel i dansk politik: uddannelsesloftet. Få overblik over dagens politiske nyheder her. 

Hvert år giver den danske stat knap en halv milliard til det danske mindretal i Tyskland. Men om det skal fortsætte i fremtiden, bliver der sået tvivl om i dagens udgave af Kristeligt Dagblad.

Eva Kjer Hansen, der er minister for fiskeri, ligestilling og nordisk samarbejde og sønderjyde, mener, at det danske mindretal i fremtiden må overveje, om det fortsat giver mening at blive støttet af Danmark, når de er tyske statsborgere med alt, hvad det indebærer.

Hun mener, at det nationale på et tidspunkt ikke længere vil være det vigtigste for identiteten hos de danske og tyske mindretal syd og nord for grænsen, hvorfor man i fremtiden bør diskutere statsstøtten.

Kulturminister Mette Bock, der har ansvaret for det danske grænseområde, har dog ikke tænkt sig at kæmpe for at fjerne eller skære i støtten til det danske mindretal.

”Både kulturelt og økonomisk giver det rigtig god mening for Danmark at investere i det danske mindretal. Vi får på begge områder rigtig meget tilbage, og med Tyskland som vores største eksportmarked er det også af afgørende betydning, at vi har så mange tosprogede og tokulturelle ambassadører,” siger Mette Bock til Kristeligt Dagblad.

S og R vil indføre mobilregler i folkeskolen  
Landets folkeskoler skal pålægges at formulere et regelsæt for elevernes brug af mobiltelefoner i skoletiden.

Sådan lyder det i et nyt forslag fra Radikale, der støttes af Socialdemokratiet.

Det skriver DR.

”Der er sket rigtig meget med mobiler, og pludselig har børnene dem helt ned i 1. og 2. klasse. Det er klart, at det er noget, som skolerne lige skal vænne sig til, og derfor sætter vi nu det pres på at bede dem alle sammen om at lave en politik, der passer til deres skole,” siger Radikales it-ordfører, Ida Auken, til DR.

Forslaget kommer i kølvandet på Frankrigs præsident Macrons totalforbud af mobiltelefoner i skolen. Så langt vil Radikale og Socialdemokratiet ikke gå. Det franske forslag vækker dog ikke genklang i resten af Folketinget.

Undervisningsminister Merete Riisager (LA) mener ikke, at spørgsmålet om mobiltelefoner vedrører de danske folketingspolitikere.

Samme melding kommer fra regeringspartnerne, Venstre og Konservative, mens Dansk Folkepartis uddannelsesordfører, Alex Ahrendtsen, mener, at det er kommunernes ansvar at udarbejde politik på området.

Flertal i Folketinget vil sætte stopper for uetisk døve-trick 
Det skal ikke være lovligt at lukrere på at få tolkehjælp fra det offentlige.

Det siger beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) i dagens udgave af Politiken.

"Vi må lave reglerne om. Det skal ikke være sådan, at man kan lave et skuffeselskab og hive flere hundrede tusinder kroner hjem til sig selv via tolkeordningen. De penge skal komme samfundet til gode på anden vis."

Udmeldingen kommer, efter at Politiken i dag kan afsløre endnu en lyssky økonomisk finte i det danske døvemiljø. Denne gang drejer det sig om, at døve og deres pårørende kan tjene penge på at udbetale tilskud til tegnsprogstolke som løn til sig selv. Fidusen er lovlig, men det skal den ikke være længere.

Det mener både beskæftigelsesministeren og et flertal bestående af Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Venstre, SF og Konservative. Partierne melder sig alle klar til at ændre på reglerne for tegnsprogstolkeordningen, når en tværministeriel redegørelse forventes klar i slutningen af denne måned. 

SF vil afskaffe uddannelsesloftet før valget
SF lægger pres på Socialdemokratiet og Liberal Alliance, der begge har sagt, at de er klar til at droppe uddannelsesloftet.

Det skriver TV 2.

Liberal Alliance har sagt, at det først vil blive efter et folketingsvalg, men det vil SF ikke vente på.

"Vi fremsætter forslag i salen allerede nu, og så håber vi, LA er i stand til at presse Venstre og Dansk Folkeparti ved at kalde dem til stemmeknapperne nu. Vi ønsker det uddannelsesloft afskaffet hurtigst muligt, så der ikke er flere end højst nødvendigt, der kommer i klemme," siger Jacob Mark, der er gruppeformand hos SF, til TV 2.

Både Socialdemokratiet og Liberal Alliance fastholder deres modstand mod uddannelsesloftet overfor TV 2, men de kan umiddelbart ikke støtte SF's forslag. Socialdemokratiet henviser til, at de har deres eget forslag, mens Liberal Alliance gentager, at partiet vil arbejde for en afskaffelse efter folketingsvalget.

Både Socialdemokratiet og Liberal Alliance var med til at stemme for, da uddannelsesloftet blev vedtaget i december 2016. Dengang stod regeringen, Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti bag loftet.

Dagens politik-exit
Den tidligere forsvarsminister, regionsformand i Region Syddanmark og amtsborgmester i Sønderjyllands Amt, Carl Holst, genopstiller ikke til næste folketingsvalg. Det siger han i dagens udgave af Avisen Danmark.

For mange var det da også en overraskelse, at den tidligere formand for Venstres Ungdom overhovedet valgte at gå ind i landspolitik. Som han selv sagde det, foretrak han "at være konge i en lorteby" fremfor "lort i en kongeby" med henvisning til sin tid som magtfuld amtsborgmester og siden regionsformand.

Til avisen siger Carl Holst, at han mener, at der ofte kan ligge mere magt og indflydelse i regions- og kommunalpolitik end i landspolitik.

"Der er jo nogle, der har den opfattelse, at politik kun er Christiansborg, men de tager fejl. Der er progressive udvalgsformænd i kommuner og regioner, der har større politisk realindflydelse, end nogle menige folketingsmedlemmer har," fortæller Carl Holst til Avisen Danmark.

Carl Holst efterlader ikke kun et eftermæle præget af en lang karriere i dansk regionspolitik. I løbet af sin tid i Folketinget har han også været involveret i en række sager om blandt andet eftervederlag, der også endte med at koste ham ministerposten.

Forrige artikel Carl Holst forlader politik Carl Holst forlader politik Næste artikel Prøv quizzen: Har du fulgt med? Prøv quizzen: Har du fulgt med?