Dagens overblik: De sidste coronarestriktioner udfases 1. oktober – mandag gælder det mundbindene

Den 1. oktober kan man igen gå på natklub og til stående indendørs arrangementer. Regeringen og Danske Regioners nye økonomiaftale giver et lavt løft til sygehusenes drift. Hver anden kvinde i et ungdomsparti har oplevet krænkelser indenfor de sidste to år. Få morgenoverblikket.

Godmorgen og velkommen til dit politiske overblik denne torsdag morgen, hvor politikerne har været sent oppe.

Onsdag eftermiddag begyndte forhandlingerne om en genåbningsaftale, og tidligt torsdag var partierne enige om en aftale, der skal udfase coronarestriktionerne. Kun Nye Borgerlige og Kristendemokraterne står udenfor aftalen.

Den 1. oktober er den sidste dato i planen, hvor heller ikke natklubber og stående indendørs arrangementer – som de sidste – behøver at tjekke coronapas. 

Her får du overblikket over, hvornår restriktionerne bliver udfaset:

Læs hele aftalen i pressemeddelelsen fra Justitsministeriet her.

Mundbind:

  • Den 14. juni ophæves kravet om mundbind eller visir alle steder udover i kollektiv trafik, når man ikke sidder ned.
  • Den 1. september skal man heller ikke bruge mundbind i den kollektive trafik.

Barer og restauranter:

  • Den 11. juni må barer og restauranter holde åbent og udskænke alkohol indtil klokken 24. Også i detailhandlen må der sælges alkohol indtil midnat.
  • Den 1. juli bliver arealkrav og anbefalinger om afstand ophævet for serveringssteder, hvor gæster sidder ned.
  • Den 15. juli udvides tidspunktet til klokken 02.
  • Den 1. september ophæves alle restriktioner for barer og restauranter.

Natteliv:

  • Den 1. september må diskoteker, natklubber og lignende åbne med krav om coronapas.
  • Den 1. oktober ophæves krav om coronapas i nattelivet.

Coronapas:

  • Den 14. juni ophæves krav om coronapas på biblioteker og til fritids- og foreningsaktiviteter, dog ikke idræt. Det gælder også steder med folkeoplysning som for eksempel aftenskoler.
  • Den 1. juli vil negative pcr-tests gælde som et gyldigt coronapas i 96 timer i stedet for 72.
  • Den 1. august behøver man ikke coronapas på museer, i forlystelsesparker, konferencer, dyrskuer, udendørs arrangementer – og på teatre, biografer og spillesteder med max 500 tilskuere.
  • Den 1. september ophæves coronapas for serveringssteder, fitness, sommerlejre, legelande, festivaler og indendørs arrangementer med siddende publikum.
  • Den 1. oktober behøver heller ikke natklubber og indendørs koncertsteder at kræve coronapas.

Andet:

  • Den 1. juli hæves forsamlingsforbuddet til 250 personer.
  • Opfordringen til to ugentlige test i grundskole, efterskoler og folkehøjskoler fortsætter til og med september.
  • Der må være 25.000 tilskuere til EM-kampene i Parken i løbet af sommeren.

Økonomiaftale: Lavt løft til regionerne

Onsdag kunne regeringen og Danske Regioner præsentere en aftale om regionernes økonomi i 2022. Det skriver Altinget Sundhed.

Regionerne gik til forhandlingerne med et krav om 2,1 milliarder kroner ekstra til drift af sygehusene, men aftalen endte på 1,185 milliarder. Det er det mindste løft, siden den nuværende regering kom til.

Formand for Danske Regioner, Stephanie Lose (V), mener, at beløbet gør det svært for de fem regioner at løfte forventningerne til sundhedsvæsenet.

Både Lægeforeningen, Danske Patienter og Lægemiddelindustrien er også skuffede over det lave løft.

Krænkelser i ungdomspartier

På forsiden af dagens Information kan man læse resultatet af en undersøgelse af krænkelser i 11 ungdomsorganisationer. Her svarer næsten hver anden kvinde i ungdomspartierne, at de har oplevet seksuel grænseoverskridende adfærd eller krænkelser indenfor de sidste to år.

Rapporten peger på især tre grunde til den problematiske kultur: alkohol, store aldersspænd og magt.

Interesseorganisationen for ungdomspartierne, Dansk Ungdoms Fællesråd, vil handle på problemerne i ungdomspartierne ved at oprette en relevant lederuddannelse, en whistleblowerordning og gratis uvildig rådgivning til ungdomsorganisationerne. 

Det er Sex og Samfund og Børns Vilkår, som har udarbejdet undersøgelsen i strømmen af flere historier om en problematisk kultur i ungdomspartierne. Deltagerne i undersøgelsen er mellem 15 og 30 år.

Det sker i dag:

  • Klokken 9: Kulturudvalget har kulturminister Joy Mogensen (S) i samråd om, hvorvidt Radio Loud efter ministerens opfattelse lever op til betingelserne i sendetilladelsen.
  • Klokken 9.30: Udenrigsminister Jeppe Kofod (S) er i dag kaldt i samråd om afholdelse af valg på Vestbredden, Gaza og Østjerusalem, samt om de krigslignende forhold i området.
  • Klokken 10: KL's holder social- og sundhedspolitisk forum under temaet ”velfærd kræver valg”.
  • Klokken 10: Åbent samråd med udenrigsminister Jeppe Kofod (S) og transportminister Benny Engelbrecht (S) i Udenrigsudvalget om den franske togproducent Alstom, der er Danmarks nye leverandør af eltog.
  • Klokken 10.15: Indenrigs- og boligminister Kaare Dybvad Bek (S) er i dag kaldt i samråd om udflytning af statslige arbejdspladser.
  • Klokken 12: Transportminister Benny Engelbrecht (S) er i dag kaldt i samråd om Egholm-linjeføring ved en ny Limfjordsforbindelse.
  • Klokken 13.30: Dansk Industri afholder årets Verdensmålskonference i Industriens Hus, hvor finansminister Nicolai Wammen (S) vil præsentere regeringens handleplan for, hvordan Danmark skal arbejde med Verdensmålene.
  • Klokken 18: Statsminister Mette Frederiksen (S), lagmand Bárður á Steig Nielsen og formand for Naalakkersuisut Múte Bourup Egede mødes til rigsmøde på Marienborg.
  • USA's præsident, Joe Biden, indleder sit første besøg i Europa i Storbritannien, hvor han fra i morgen skal deltage i G7-topmødet i Cornwall. I dag mødes Biden med Storbritanniens premierminister, Boris Johnson.

Forrige artikel Ny 24-timers regel, slut med natteroderi og færre udvalgsposter? Folketinget er enige om at ændre arbejdskulturen Ny 24-timers regel, slut med natteroderi og færre udvalgsposter? Folketinget er enige om at ændre arbejdskulturen Næste artikel Henrik Dam finder mere plads til Folketinget: ”Der er faldet en appelsin ned i turbanen” Henrik Dam finder mere plads til Folketinget: ”Der er faldet en appelsin ned i turbanen”