Dagens overblik: Enhedslisten truer med valg, hvis regeringen ikke leverer løsning for fattige familier

Regeringen risikerer et mistillidsvotum fra Enhedslisten, hvis den ikke lever op til sit løfte fra forståelsespapiret angående ydelser til børnefamilier. Mødet om afghanske tolke endte uden afklaring, og Naser Khader er ved at samle ind til en retssag. Få overblik over tirsdagens politiske nyheder.

Godmorgen og velkommen til tirsdagens nyhedsoverblik, hvor vi først varmer op til Enhedslistens sommergruppemøde, som løber af stablen i dag på Christiansborg.

Sommergruppemødet bruges til at kridte banen op til en ny politisk sæson og i den forbindelse har partiets frontfigur en klar besked til regeringen. Der skal leveres en løsning på spørgsmålet om ydelser til børnefamilier.

Ellers risikerer den at få et mistillidsvotum fra Enhedslisten. Det siger Mai Villadsen i et interview med Ritzau ifølge Berlingske.

”For at vi kan retfærdiggøre, at de sidder på vores mandater, skal vi selvfølgelig også have det, vi er blevet lovet. Det gælder ydelser, og det klimaet. Det er i virkeligheden ret banalt,” siger Mai Villadsen til Ritzau.

SF indkalder Dan Jørgensen i samråd efter klimarapport

I kølvandet på den nye statusrapport fra FN’s klimapanel, som blev præsenteret mandag, er klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen (S) kaldt i samråd af SF. Det skriver Altinget Energi og Klima.

Efter mandagens præsentationen af klimarapporten fortalte Dan Jørgensen, at Danmark ikke vil hæve sine egne ambitioner. I stedet skal kræfterne lægges i at få andre lande til at følge det danske eksempel.

SF vil nu have ministeren til at redegøre for, hvad der ligger bag den udtalelse, når han på samrådet skal fortælle om den danske klimastrategi forud for det klimatopmøde, der finder sted i Glasgow i november.

Ingen afklaring i tolkesag: Forhandlinger fortsætter

Udenrigsminister Jeppe Kofods (S) møde med Folketingets partier om de afghanske tolke endte mandag eftermiddag uden en afklaring. Det skriver Jyllands-Posten.

På mødet blev partierne orienteret om den nuværende sikkerhedssituation for de 45 tolke og lokalt ansatte, der har søgt om hjælp fra Danmark. Ifølge Jeppe Kofod blev mødet derudover brugt til at drøfte en række problemer og dilemmaer, og forhandlingerne vil fortsætte onsdag.

Læs mere hos Jyllands-Posten.

Naser Khader samler ind til retssag

Det vakte opsigt både på og udenfor Christiansborg, da Naser Khader søndag delte en selfie på Facebook og annoncerede, at han nu var klar og tilbage. Konservatives pressetjeneste har sidenhen meddelt, at Khader ikke vender tilbage til Folketinget, før undersøgelsen af anklagerne mod ham er afsluttet.

Men nu har Khaders kredsformand muligvis løftet sløret for, hvad Naser Khaders tilbagevenden dækker over. Naser Khader er ved at indsamle penge til et juridisk efterspil efter de anklager, der er blevet fremstillet i DR’s artikel, hvor en række kvinder står frem og fortæller om deres oplevelser med ham. Det skriver Politiken, der har fået bekræftet oplysningen af Konservatives formand i Sjællands Storkreds.

”Det er rigtigt, at Naser har oplyst mig om, at han er i gang med en indsamling til at føre en retssag i kølvandet på de anklager, der kom frem i DR, men jeg vil gerne understrege, at kredsen ikke er involveret i indsamlingen,” siger kredsformand Keld Holm til Politiken.

Fjerdedag i Messerschmidt-sagen: DF-top husker ikke EU-konference

Hverken formand Kristian Thulesen Dahl (DF) eller gruppeformand Peter Skaarup (DF) var til megen hjælp for næstformand Morten Messerschmidt (DF), da de to førstnævnte mandag blev afhørt i retssagen mod sidstnævnte. Det skriver Altinget.

Ingen af de to kunne huske, at der skulle have været en særskilt EU-konference i forbindelse med partiets sommergruppemøde i 2015, selvom mødet havde fået EU-støtte via EU-partiet Meld. Det modsiger Morten Messerschmidts egen forklaring fra den første dag i retssagen, hvor han fortalte, at mødet var en ”joint event” mellem Dansk Folkeparti og Meld, som DF var en del af.

Peter Skaarup afviste direkte, at der skulle have været en EU-konference, mens Kristian Thulesen Dahl nøjedes med at sige, at ”der var rigtigt meget EU på dagsordenen. Hvornår det kvalificerer sig til at være en EU-konference, det kan jeg ikke vurdere”.

Det sker i dag

  • Klokken 12.30: Enhedslisten holder pressemøde i forbindelse med partiets sommergruppemøde i København.
  • Klokken 14.00: Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) er kaldt i samråd om henvisning til psykiatrisk behandling.

Forrige artikel Efter ”dyster” klimarapport: SF savner dansk strategi forud for klimatopmøde Efter ”dyster” klimarapport: SF savner dansk strategi forud for klimatopmøde Næste artikel Efter skolelukninger: Elever fra muslimske friskoler udfordrer modtagerskoler Efter skolelukninger: Elever fra muslimske friskoler udfordrer modtagerskoler