Cordua om ny regering: Løkke, del og hersk

Det blev en stor søndag i dansk politik. En ny borgerlig regering udelukkende bestående af venstrefolk og under ledelse af Lars Løkke Rasmussen så dagens lys, og Socialdemokratiet fik en ny formand.

Der bliver gerne gættet på livet løs på ministernavne, før regeringen bliver udnævnt, og sjældent rammer nogen præcist.  De fleste navne, der havde været fremme, blev dog ministre: Troels Lund, Søren Pind, Kristian Jensen, Inger Støjberg, Ellen Trane, Carl Holst, Karen Ellemann. Men færre blev ministre på de områder, som mange havde gættet på.

Carl Holst som forsvarsminister? Det var en overraskelse. Holst så heller ikke ligefrem glad ud på tv. Det er slet ikke et emne, som han har arbejdet med. Og det er langt fra det egentlig vigtige i moderne politik: økonomi og velfærdsområderne. Som tidligere regionrådsformand med ansvar for sundhed mv. må han nu se sig parkeret et helt andet sted. Han har i øvrigt sagt nej tak til mere oplagte ministerposter tidligere. Denne gang sagde han ja.

Jensen kommer langt væk
Kristian Jensen blev udenrigsminister. Heller ikke ligefrem noget, mange havde set komme. Det er ikke et område, som han har arbejdet meget med. Han kommer også til i dagligdagen at være langt væk fra regeringens maskinrum, selv om han sidder med i koordinationsudvalget og andre vigtige centrale udvalg og bliver nr. 2 i hierarkiet.

Jensen kommer til at leve i en flyvemaskine fra nu af og skal varetage et kæmpe-udenrigsministerium. Der bliver meget lidt tid til allianceopbygning og til at pleje baglandet og magtbasen. Det ligner en tanke, at det er derfor, at Løkke har givet ham dette job, som er noget af det mest prestigefyldte i politik.

Kristian Jensen bliver den første V-udenrigsminister siden den legendariske Uffe Ellemann-Jensen. Der er sandelig noget at leve op til.
Største overraskelse er, at Søren Gade ikke er blevet minister, men i stedet er udset til at blive Venstres gruppeformand.

Spørgsmålet om Gade
Der spekuleres i, om Gade er blevet 'straffet' på grund af nogle utidige kommentarer på valgaftenen, hvor han nærmest var i gang med at fordele ministerposter til DF og var kritisk over for, at Venstre ikke engang havde kunnet fastholde sit mandattal. En indirekte kritik af Løkke.

En anden teori er, at Gade har sagt nej til at blive fødevareminister. Men det er kun spekulation. Måske handler det bare om, at Løkke ønsker at få potentielle rivaler helt væk fra det centrale maskinrum. Altså ud fra en del og hersk-tankegang, hvor Løkke med loyale folk som Claus Hjort Frederiksen som finansminister, Troels Lund som erhvervs- og vækstminister og Sophie Løhde kan udtænke, planlægge og eksekvere reformerne. 

En anden oplagt forklaring er, at Søren Gade simpelthen er nødvendig for at få folketingsgruppen til at fungere. Det kræver en stærk mand, der måske også kan inspirere de efterladte folketingsmedlemmer i V-gruppen 'til at komme ud over stepperne' i det daglige. Faren er dog, at Gade skaber sig en magtbase, så han bliver en trussel for Løkke og kan blokere for regeringens forslag.

Men måske er det netop denne tillid til Gade, som Løkke viser, ved – med folketingsgruppens velsignelse – at pege på ham som gruppeformand.

PC kunne undværes
En lille overraskelse er nok, at Peter Christensen ikke blev minister. Forklaringerne kan være mange, men det bunder nok især i, at han fik et elendigt valg og ikke blev valgt. Og uundværlig var Venstres nu tidligere chefforhandler åbenbart ikke.

En stor overraskelse på ministerlisten er Jørn Neergaard Larsen, som for et par uger siden lod sig pensionere som direktør i Dansk Arbejdsgiverforening. Nu er han så genopstået som beskæftigelsesminister, der naturligvis får til opgave at få en dagpengeløsning forhandlet på plads med udgangspunkt i Dagpengekommissionens forslag, som ventes at blive præsenteret i august.

Det er en sag, som Neergaard har fulgt tæt, og han kender alle sine tidligere med- og modparter. Det plejer at være en klar fordel at have gode relationer, for at forhandlingerne kan forløbe godt. Så set i det lys kan man være optimist.

Karsten Lauritzen var tippet som integrationsminister. I stedet bliver han skatteminister med sæde i det magtfulde økonomiudvalg, hvor han som 'Kristian Jensen-mand' skal dække fløjen af i samarbejde med Løkke-støtten erhvervs- og vækstminister Troels Lund (som de fleste havde regnet som ny forsvarsminister) og finansminister Claus Hjort Frederiksen.

Spørgsmålet er i øvrigt, om Lauritzen efterhånden er så meget andres mand, og om ikke loyaliteten mere gælder ham selv. Som nordjyde tæller han tungt på Jensen-fløjen, men står han i virkeligheden – som flere og flere mener – nærmere på et neutralt felt, så er meget jo vundet for Løkke (og meget tabt for Jensen …).

Lauritzen tæller som Jensen-mand, men er måske i realiteten en mand i sin egen ret.

En god kabale
Søren Pind havde sat næsen op efter Udenrigsministeriet, men må sande, at han nu bliver justitsminister. Det var også manges gæt. Det er utvivlsomt en skuffelse for Pind, der i fire år har været partiets udenrigsordfører, og som i sin tid stortrivedes som frihedsminister i Udenrigsministeriet. På den anden side så er Pind som en af de meget få jurister i regeringen og som tidligere underviser i statsret selvskreven til opgaven. Han bliver den første Venstre-justitsminister siden Nathalie Lind i SV-regeringen i 1979. Det er også historisk. 

Det er en god kabale, som Løkke har lagt med vægt på erfarne og ikke mindst driftssikre kræfter, hvor de loyale er tæt på, og de knapt så loyale eller egentlige potentielle rivaler er blevet tilgodeset med magt, gyldne kæder og store opgaver, men holdt væk fra det egentlige politiske maskinrum.

Det er folk med erfaring med hensyn til forhandling og ikke mindst netværk til de partier, som skal bære Venstre-regeringens politik igennem. Og i det lys giver det god mening at gøre Claus Hjort Frederiksen til finansminister. Hjort bliver aldrig en trussel mod Løkke, og han har før bevist, at han kan løfte opgaven. Og så er han DF's bedste ven i Løkkes regering. Det hjælper, når regeringen møder sin første store udfordring med at forhandle den første finanslov hjem til efteråret. Der ved alle, at flertallet bag Løkke-regeringen skal manifestere sig.

Sker det ikke, så er det blå alternativ for alvor truet på sin troværdighed. Man kan også formulere det ligesom hos NASA og deres bemandede rumraketter: Failure is not an option.

Jarl Cordua er liberal-borgerlig politisk kommentator og vært på radioprogrammet "Cordua & Steno” på Radio24syv. Hver mandag og onsdag skriver han klummen 'Liberale Brøl' i Altinget. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.