Cordua: Hvem har egentlig lyst til et valg i efteråret?

En gammel tommelfingerregel siger, at når et flertal af partier i Folketinget ønsker et valg, så kommer det. Her mener jeg ikke det ultimative scenarie, hvor et flertal kan vælte den siddende regering. Det handler mere om, at partierne når til en situation, hvor de ikke vil fedtes ind i flere kompromiser og derfor i stedet begynder at føre de rene hænders politik frem mod et folketingsvalg.

Regeringspartiet Venstre er selvsagt interesseret i at sidde længst muligt på posten. Statsministeren er slet ikke til valg-gambling, og i øvrigt er meningsmålingerne slet ikke med ham. 

For Konservative er der intet i målingerne, der tyder på, at strategien med at markere sig i forhold til Venstre endnu har givet pote hos vælgerne, og partiet har i øvrigt forsikret, at man ikke vælter en borgerlig regering.

Thulesen Dahls statsmandsevner
Dansk Folkepartis mandattal er let vigende, og man er åbenbart under pres fra vælgerne med hensyn til at levere noget mere på udlændingedagsordenen. Tidligere har Søren Espersen (DF) været ude at rasle med sablerne, men selvom man tilsyneladende er ganske frustreret over, at Lars Løkke ikke kan levere som i de gode gamle dage under VKO, så er der endnu ikke tegn på, at DF har tænkt sig at kortslutte det borgerlige samarbejde. For hvad er alternativet? At gå selv?

Hvem i den borgerlige blok skulle pege på Kristian Thulesen Dahl som statsminister? Ingen andre end DF selv. Men forestillingen om, at ”det vil jo kunne ske med tiden”, er nyttig, når blå bloks største parti skal stive moralen af hos de ganske mange DF-vælgere, der mener, at Løkke er totalt uduelig og helt inferiør i forhold til Thulesen Dahls statsmandsevner. Der sker bare ikke så meget, og så dør snakken stille og roligt ud. 

Fast samarbejde mellem S og DF
Så kunne DF skifte blok og lave et fast samarbejde med S? Det er også en gammel virksom traver, som DF-toppen glad og gerne lejlighedsvist rejser med, og som sikkert er virksom til at holde de vælgere indenbords, der overvejer at skifte DF ud med S. Hvis DF og S alligevel vil nogenlunde det samme på velfærdsområdet og flygtninge, hvorfor så skifte?

Det er i dette mudrede farvand, at kampen lige p.t. står mellem de to partier. Men vil DF få lige så meget – eller lidt - indflydelse under en S-regering som under en V-ledet regering? Det gør de næppe.  

Helt banalt er Kristian Thulesen Dahl leder af en koalition. Partiets fundament er borgerligt-sindede nationalt-konservative og dermed ærke-borgerlige vælgere, der definerer sig som værende i opposition til de kulturradikale og alle socialisterne i rød blok.

Dertil kommer de vælgere, man kunne definere som gammeldags velfærdsstats-socialdemokrater, som i sin tid følte sig svigtet af Nyrup med flere, som tillod for stor muslimsk indvandring, og som ser Dansk Folkeparti som det sikreste bolværk mod yderligere indvandring og EU.

Hvis DF vil andet end lejlighedsvis flirten med rød blok, så blotter man sig i forhold til nye og andre klart definerede borgerlige partier i blå blok, som sammen med S for tiden skriver DF's udlændingepolitik hurtigere af, end de kan nå at formulere den.

Til gengæld er det velfærds-socialdemokraterne, der vinder valgene for blå blok. Og det er tilsyneladende dem, S-formand Mette Frederiksen siden strategiskiftet i efteråret nu går målrettet efter.

Chancerytter
Er Thulesen Dahl interesseret i et valg til efteråret, som risikerer at sætte ham på bænken de næste fire år? Det kræver, at han pludselig springer ud som en chancerytter, hvilket er så langt fra hans image, som man næsten kan komme.

Tværtimod er alt, hvad Thulesen Dahl foretager sig, meget kalkuleret og indebærer så få risici som muligt. DF tør ikke engang lægge billet ind på regeringsmagten af skræk for at tabe vælgere og den koalition, som man med held og dygtighed har fået opbygget. Derfor er det næppe ham, der udløser et valg.

Det parti, der taler mest om en situation, der kan fremkalde et valg, er Liberal Alliance, som for tiden tilsyneladende har ramt vælgermuren. Man står stille i målingerne, og i de kredse, der hepper på LA, er stilstand som bekendt ensbetydende med tilbagegang. Tidligere begejstret snak i menigheden på Facebook om en stundende ”ti-procent-fest” er helt forstummet.

Liberal Alliance truer sig til indflydelse
LA, der gerne vil bryste sig af at tale lige ud af posen, gemmer sig nu bag en mærkværdig eufemisme om, at man ”ikke vælter regeringen, fordi regeringen vælter sig selv”, hvis den ikke får overtalt DF til at skære fem procent af topskatten. 

Hos LA er man omgivet af driftige rådgivere med videre fra de dele af erhvervslivet, der ikke anerkender parlamentariske spilleregler, så som at en regering for eksempel ikke kan tvinge andre partier til at stemme for ens politik. Det synspunkt har vundet så stor indpas i LA-ledelsens tankegang, at det tilsyneladende er blevet partiets politiske taktik, at man truer sig til indflydelse. Fuldstændig som Nordkoreas ledere har for vane: Send os så nogle sække ris, eller også sender vi en atomraket af sted!

Det er egentlig et nybrud i dansk politik, at hvis ikke et støtteparti får, hvad det kræver, ja så truer man med at vælte regeringen. Ikke engang Enhedslisten truede med at vælte Thorning-regeringerne. De nægtede bare at stemme for dens politik.

Valg er ikke i LA's interesse
Er det så i Liberal Alliances interesse at fremkalde et valg til efteråret? Det er det ikke. For de risikerer fire år på bænken uden politisk indflydelse, og det vil formentlig destruere det borgerlige regeringsalternativ i mange år frem. Det vil skabe en situation som i 1970’erne, hvor borgerlige regeringer ikke kunne dannes, fordi Fremskridtspartiets leder, Mogens Glistrup, var så uberegnelig, at man risikerede at løbe ind i det ene nederlag efter det andet.

Dengang valgte borgerlige partier hellere samarbejdet og indflydelse med en socialdemokratisk mindretalsregering.

Og det er nøjagtig, hvad der er udsigt til, hvis valget kommer i utide, hvad man bestemt ikke kan udelukke, hvis kamikaze-strategien ender med et brag.

Vil S have efterårsvalg?
Men har Socialdemokraterne i grunden behov for et valg nu? Egentlig ikke. S kan godt bruge et par år til at køre Mette Frederiksen yderligere i stilling, og hvis balladen fortsætter i blå blok eller eskalerer, så kan det kun styrke hende.

Målingerne i øjeblikket giver rødt flertal, men det er ikke en føring, der ikke – under normale omstændigheder - kan hentes i en valgslutspurt fra de blå. En forudsætning er dog, at de på et tidspunkt samles om at droppe stormløbet mod den regering, de selv har peget på, men ellers stedmoderligt holder ud i strakt arm.

I øvrigt vil det være fint for en ny S-regering, hvis en borgerlig regering har fået ordnet de besværlige sager med PSO-afgift, nyt ejendomsvurderingssystem og fået skabt lidt luft i den offentlige økonomi. Så behøver Mette Frederiksen ikke ulejlige vælgerne med det, hvis eller når hun en dag danner regering.

---
Jarl Cordua er liberal-borgerlig politisk kommentator og vært på radioprogrammet "Cordua & Steno” på Radio 24syv. Hver onsdag skriver han klummen 'Liberale Brøl' i Altinget. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.