Cordua: Enhedslisten skifter stafet

KLUMME: Enhedslistens nye politiske ordfører Pernille Skipper er dygtig. Men spørgsmålet er, om hun har helt den samme vælgerappeal og evne til at trænge igennem som Johanne Schmidt-Nielsen i en tid, hvor Alternativet presser sig på, skriver Jarl Cordua. 

Dagens store politiske nyhed på Christiansborg er, at Enhedslistens mangeårige frontfigur Johanne Schmidt-Nielsen stopper som politisk ordfører. Det er efter alt at dømme partiets rotationsregel om, at man kun kan blive fuldtids folkevalgt i syv år, der gennemtvinger skiftet, hvor en anden frontfigur, den ligeledes markante retsordfører Pernille Skipper, overtager stafetten.

Derfor giver det ikke meget mening at tale om et ”generationsskifte”, da Schmidt-Nielsen og Skipper begge er i begyndelsen af 30’erne. Enhedslisten har et fladt hierarki, og det tog partiet mange år at erkende, at de havde brug for en frontfigur i form af en politisk ordfører, der kunne sælge biletter.

Tordnende succes
Og man må nok sige, at det er sket til fulde med Schmidt-Nielsen i front. Målt på vælgeropbakning og mandater har partiet de seneste år været en tordnende succes, siden partiet var nede at kysse spærregrænsen i meningsmålingerne i 2007, da man havde et internt opgør om den konservativt-muslimske folketingskandidat Asmaa Abdol-Hamid, der gik i burka og ikke ville give hånd til mænd.

Faktisk var det med nød og næppe, at EL kom ind ved valget i november 2007 med fire mandater, og nyvalgt var Johanne Schmidt-Nielsen, der ellers indtil da havde gjort sig mest bemærket i offentligheden ved som studenteraktivist at dekorere Finansministeriets trappe med pasta og ketchup i en protestaktion mod daværende finansminister Thor Pedersens beskæring af SU’en. 

Siden da har partiet holdt sig fri af alt for meget intern ballade, og EL er i dag vokset til 14 mandater i Folketinget og ligger på 8-10 procent i meningsmålingerne. Sideløbende har man udkonkurreret SF som største venstrefløjsparti ude i kommunerne.

”Johannes Kaffekop”
Der var dog ikke mange, der havde lagt mærke til den lyslokkede, ikke så fysisk høje politiker, da hun skulle repræsentere sit parti i en afslutningsdebat for partiledere inden valget, hvor hun i øvrigt gjorde en iøjnefaldende god indsats som debutant. Og slet ikke daværende konservativ leder og erhvervsminister Bendt Bendtsen, der kom for skade at tage Schmidt-Nielsen for en ”runner” - (ofte et ungt menneske, der går til hånde på TV-stationerne med små praktiske ting for gæsterne) -  og bad hende om at hente en kop kaffe.

Det skulle han aldrig have gjort. Pludselig fremstod sagen i offentligheden som om, at den ældre mandlige minister var nedladende over for den unge kvinde fra oppositionen. Det endte med, at han måtte opsøge det nyvalgte folketingsmedlem med en kop, hvor der var påtrykt ”Johannes Kaffekop” og sige undskyld. ”Takketalen” fra Schmidt-Nielsen var noget afmålt, idet hun kun drak te…

Indigneret protestpolitiker 
Schmidt-Nielsens styrker er iøjnefaldende: Skarp, intelligent og veltalende. Dertil som ung veluddannet kvinde både ser hun ud og lyder som mange af hendes vælgere fra især de store byer. Hendes fremragende personlige valg i 2011 på mere end 47.000 stemmer trak tre andre i Københavns Storkreds fra EL ind i Folketinget, og på landsplan blev hun kun overgået af statsminister Lars Løkke Rasmussen (V). I 2015 faldt det personlige stemmetal en smule til lidt over 40.000, men hun var stadig nummer tre efter DF-formand Kristian Thulesen Dahl og daværende statsminister Helle Thorning-Schmidt (S).

Styrkerne som kraftfuld agitator og indigneret protestpolitiker er indlysende, men knapt så mange kan få øje på Johanne Schmidt-Nielsens evner som politisk forhandler.

Her er der kun to gear: Fuld kraft frem eller tilbage. Man opfatter ord som ”kompromis” og ”politisk ansvar” helt forskelligt i forhold til andre partier. Det så man blandt andet ved de mislykkede finanslovsforhandlinger i SRSF-regeringens tid og under skatteforhandlingerne i sommeren 2012, der som bekendt endte med, at en rasende politisk ordfører erklærede, at hun var ”blevet pisset på”, og at EL nu officielt var i opposition til Thorning-regeringen.

Det er dog ikke kun en svaghed, man kan observere hos Schmidt-Nielsen, men hos hele EL, at de ikke er gode til at levere indrømmelser den anden vej. Det giver fuld valuta hos protestvælgerne, men få resultater ved forhandlingsbordet. 

Enhedslistens rolle er klar
I disse år er EL’s rolle klart defineret: Man skal tordne mod regeringen og revse især Socialdemokraterne hver gang, at de laver forlig med de borgerlige. Og her har EL pludselig fået konkurrence fra den mere forsonlige - eller glade - del af venstrefløjen, nemlig Alternativet, der stille og roligt er ved at cementere sig som ”det grønne parti”, der godt nok stemmer sammen med det rød-grønne Enhedslisten i næsten alle sager i Folketingssalen, men gør det med større smil og med mindre beton i støvlerne.

Ikke engang i Fælledparken 1. maj er Uffe Elbæk og hans flok velkommen. Denne konkurrence har standset fremgangen hos EL. Læser man analyserne af vælgervandringerne, så står det klart, at EL bløder vælgere til Alternativet. Det går så længe, man suger andre fra eksempelvis Socialdemokraterne og SF, men det må bekymre, hvis EL har planer om at vokse herfra. Indtil videre har EL forsøgt at omfavne Alternativet ved at se de to partier som en ”venstrefløjsblok”, der samlet set vokser op mod 15-20 procent, og som skal lægge pres på S.

Johanne Schmidt-Nielsen fortsætter som udlændingeordfører og integrationsordfører – hvilket er et vigtigt ordførerskab henset til, at det i disse år er det altoverskyggende politiske emne. Så hun vil utvivlsomt være synlig frem til næste valg, hvor politikeren altså ikke står på stemmesedlen og så må forlade Christiansborg. Det bliver meget interessant at se, om Pernille Skipper kan trække lige så mange stemmer til EL som sin forgænger.

Synlig og respekteret retsordfører
Skipper kom ind ved valget i september 2011, så i princippet løber hun ind i de samme problemer med rotationsreglerne om max 7 år på Christiansborg, hvis valget kommer efter september 2018. Så der er to og et halvt år at løbe på. Skulle valget komme inden, så er Skipper af EL's landsmøde kørt i stilling til at stå øverst på listen som opstillet i Nørrebro-kredsen i København, der er partiets absolutte højborg, hvor man fik 26,5 procent af stemmerne.

Skipper har gjort det fremragende som sit partis meget synlige og respekterede retsordfører og kan som agitator mange af de samme ting som Schmidt-Nielsen.

Spørgsmålet er dog, om hun har helt den samme vælgerappeal, skarphed og evne til at trænge igennem i partilederrunderne som Schmidt-Nielsen i en tid, hvor Alternativet presser sig på – ikke mindst som et alternativ til Enhedslisten. På Nørrebro var Alternativet eksempelvis næststørst med knapt 18 procent af stemmerne.

 ---
Jarl Cordua er liberal-borgerlig politisk kommentator og vært på radioprogrammet "Cordua & Steno” på Radio 24syv. Hver onsdag skriver han klummen 'Liberale Brøl' i Altinget. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.

Forrige artikel Trads: Nationalismen stikker sit ækle ansigt frem Næste artikel Kenneth Thue: En lige højre til Venstre Kenneth Thue: En lige højre til Venstre