Byrådsmedlem i Hillerød melder sig ud af DF

Peter Lennø, byrådsmedlem i Hillerød, har meldt sig ud af Dansk Folkeparti og fortsætter i byrådet som løsgænger. Han har taget beslutningen af hensyn til partiet.

Dansk Folkeparti står uden byrådsmedlemmer i Hillerød, eftersom Peter Lennø har meldt sig ud af partiet.

Det skriver Hillerød Posten.

Avisen har adgang til en mail, som Peter Lennø har sendt til formanden for Dansk Folkeparti i Hillerød, Lars Engelhardt. Her begrunder Peter Lennø sin udmeldelse med, at han ikke vil ligge partiet til last for personangreb mod ham som politiker.

"Jeg har været glad for min tid i DF og ønsker ikke at "smække med døren". Jeg fortsætter som løsgænger og vil stadig arbejde for at forbedre forholdene for vores ældre og svage," skriver han desuden i mailen ifølge Hillerød Posten.

Peter Lennø er andenviceborgmester i Hillerød Kommune. Han har været medlem af byrådet siden 2013.

Forrige artikel Finansministeren indstiller sit arbejde: Skal testes for corona Næste artikel Chef for Danmarks Statistik fratræder