Britt Bager bliver Venstres næste statsrevisor

UDSKIFTNING: Partierne er ved at udpege de kommende statsrevisorer, for alle på holdet skal udskiftes eller genudnævnes til oktober.

Venstres helt nye politiske ordfører, Britt Bager (V), får til efteråret endnu en vigtig tjans. Hun er netop udpeget til at blive partiets nye statsrevisor.

Det oplyser Venstre tirsdag. 

Den nuværende statsrevisorperiode udløber til oktober, hvor tidligere gruppeformand og nuværende statsrevisor for Venstre, Søren Gade (V), går af. Den nuværende gruppeformand, Karen Ellemann, ville være den oplagte arvtager, men hun har takket nej til stillingen.

Men det er hele posen af statsrevisorer, der bliver rystet til efteråret. Når den nuværende periode udløber, skal den nye sammensætning nemlig svare til partiernes nuværende styrkeforhold i Folketinget. 

DF kan tage formandsposten
SF står på grund af tilbagegang ved seneste folketingsvalg til at miste sin plads, og det betyder, at nuværende formand, Peder Larsen (SF), som har haft posten siden 1998, må vige pladsen for den af de nyudpegede statsrevisorer, der har været medlem længst tid.

Og det er Henrik Thorup, som forventes at fortsætte som Dansk Folkepartis statsrevisor. Så hvis de nyvalgte statsrevisorer vælger at følge traditionen, bliver Henrik Thorup, som er Pia Kjærsgaards mand, ny formand.

Statsrevisionen er en uafhængig institution under Folketinget. Her skal statsrevisorerne overvåge, at statens penge forvaltes, som Folketinget har besluttet det.

Der er i alt udpeget seks statsrevisorer, der repræsenterer hvert sit parti. Der kan dog godt indgås aftaler mellem partier, hvor de mindre partier har mulighed for at få en statsrevisor.

Forrige artikel Overblik: Vismændene foreslår delvis omlægning af SU'en fra stipendier til lån Overblik: Vismændene foreslår delvis omlægning af SU'en fra stipendier til lån Næste artikel Flertal uden om regeringen: Kun forskere skal have lempede regler for bijob Flertal uden om regeringen: Kun forskere skal have lempede regler for bijob