Brian Mikkelsen erkender fejl: Ændrer rent mande-udvalg

M/K: Efter kritik vil erhvervsminister Brian Mikkelsen ændre et netop nedsat ekspertudvalg, der kun bestod af mænd.

Der var ikke mange kvinder i den ekspertgruppe, som erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) onsdag nedsatte til at finkæmme de kommende anbefalinger fra Basel-Komitéen. Faktisk var der ikke en eneste kvinde, men derimod 13 mænd.

Sammensætningen i ekspertudvalget fik kritik, hvor blandt andre Alternativet langede ud efter erhvervsministeren og kønsfordelingen i udvalget.

Og nu erkender Brian Mikkelsen, at det var en fejl, at der ikke var udnævnt nogle kvinder til ekspertgruppen.

”Det var en fejl. Selvfølgelig skal der være kvinder med i ekspertudvalget. Det har jeg bedt om bliver ændret,” skriver erhvervsministeren på Twitter.

Ekspertgruppen skal i den kommende periode gennemgå anbefalingerne fra Basel-Komitéen og se på, hvordan anbefalingerne påvirker danske realkreditselskaber og bankernes behov for yderligere polstring.

Derudover skal ekspertgruppen blandt andet have fokus på, hvordan danske interesser kan varetages bedst muligt, når anbefalingerne skal omsættes til lovgivning i EU.

Hvordan Basel-ekspertgruppen kommer til at se ud nu, vides endnu ikke, men Alternativet roser på Twitter erhvervsministeren for sin beslutning. 

Og Alternativets politiske ordfører bakker op: 

 

Forrige artikel Holstein: Dong-pris må give røde ører i Finansministeriet Holstein: Dong-pris må give røde ører i Finansministeriet Næste artikel Regioner må drive læge-klinikker i seks år Regioner må drive læge-klinikker i seks år