Borgerlige profiler tordner mod Løkke

Til Altingets fredagsbar med valgdebat kritiserede Pernille Vermund, Mette Abildgaard og Inger Støjberg alle tre Lars Løkke Rasmussen for at ville danne regering med Socialdemokratiet. "Det er et kynisk spil, han kører," lød det fra Inger Støjberg.

Der var lagt op til "bal i den borgerlige" – eller i hvert fald politisk fredagsbar med blå blok – da Danmarksdemokraterne Inger Støjberg, Nye Borgerliges Pernille Vermund og Konservatives Mette Abildgaard gæstede Altingets gård til debat fredag eftermiddag.

Her var alle tre enige i én bestemt ting. 

Nemlig at kritisere Lars Løkke Rasmussen for at ville danne en regering med Mette Frederiksen (S).

"Det er et kynisk spil, han kører," tordnede formand for Danmarksdemokraterne, Inger Støjberg, mod Lars Løkke Rasmussen. 

Moderaternes formand sagde fredag i et interview med Zetland, at han var "nået til den konklusion, at vi er nødt til at have Socialdemokratiet med" i en regering.

Pernille Vermund var ikke overrasket Lars Løkke Rasmussen beslutning. 

"Han smed allerede ved valget i 2019 det borgerlige samarbejde under bussen," siger formanden for Nye Borgerlige.

Og også Konservatives politiske ordfører, Mette Abildgaard, opfordrede Lars Løkke Rasmussen til komme frem for at sige, hvem han peger på som statsminister. 

"Lars Løkke bør melde klart ud, at han peger på Mette Frederiksen," slår den konservative politiske ordfører fast. 

Og da Inger Støjberg blev spurgt, hvorvidt hun vil være støtteparti for en regering med Lars Løkke Rasmussen, kom svaret prompte.

"Nej."

Den grønne omstilling må ikke gøre det dyrere at være dansker 

Kandidaterne diskuterede også CO2-afgifter på flyrejser.

Det var et spørgsmål i Altingets kandidattest, hvor både Inger Støjberg og Pernille Vermund har svaret "helt uenig", og Mette Abildgaard har svaret "overvejende enig. 

Da fik Mette Abildgaard muligheden for at uddybe, fastslog hun, at det samlet set ikke må blive dyrere at være dansker. Men man må godt flytte pengene lidt rundt.

Pernille Vermund var ikke enig med den borgerlige kollega. 

"Det er tilstrækkeligt dyrt at være dansker i forvejen," siger Pernille Vermund. 

Og derfor skal der ikke vedtages forslag, som danskerne kan mærke direkte på pengepungen, mener formanden for Nye Borgerlige. 

Det bakkede Inger Støjberg op om. 

Støjberg: Vi vil ikke afskaffe topskatten 

Kandidaterne nåede også at diskutere, hvorvidt øget ulighed er okay, så længe alle bliver rigere. 

"Problemet ligger der, hvor mennesker ikke kan komme ud af fattigdommen," sagde Pernille Vermund, men slog fast, at det er okay, at uligheden stiger. 

Mette Abildgaard ville helst tale om at sænke skatten i bunden, men moderator og chefredaktør på Altinget, Jakob Nielsen, fik dog den konservative profil til at gennemgå partiets 2030-plan, hvor partiet lægger op til at afskaffe topskatten om otte år. 

Men det er ikke alle i den borgerlige lejr, der støtter op om det.

"Vi prioriterer skattelettelser i bunden, og vi vil ikke fjerne topskatten," lød det fra Inger Støjberg.

Vermund: "Jeg er bange for Hønge"

Der var også tid til jokes og grin i gården. Især da kandidaterne i fællesskab skulle kåre den flotteste valgplakat. 

Her løb SF's Karsten Hønge med æren med denne plakat:

Og det faldt i Inger Støjbergs smag.

"Jeg er Karsten Hønge-entusiast," sagde hun og skabte stor latter i gården.

"Jeg er virkelige bange for Hønge," udbrød Pernille Vermund, der fik grinene til at blive endnu højere.

Men det største grin kom, da Mette Abildgaard fik eftermiddagens sidste kommentar.

"Jeg havde egentlig en anden favorit, men jeg har allerede bøjet mig for den yderste højrefløj," lød det. 

Forrige artikel Løkke vil i regering med S: Mette Frederiksen er positiv Løkke vil i regering med S: Mette Frederiksen er positiv Næste artikel Ny måling: Tre uger inde i valgkampen stormer Moderaterne fortsat frem Ny måling: Tre uger inde i valgkampen stormer Moderaterne fortsat frem