Børnelungefonden får ny formand

Regitze Siggaard er ny formand for Børnelungefonden. Hun afløser Søren Houman, der har været formand siden fondens etablering i 2014.

Børnelungefonden får et frisk pust, når Regitze Siggaard afløser Søren Houman som formand. Det oplyser Lungeforeningen, der stiftede fonden i 2014, i en pressemeddelelse.

Regitze Siggaard er selvstændig konsulent og beskæftiger sig særligt med arbejdsglæde og trivsel på arbejdspladsen. Hun har tidligere været tilknyttet Børnelungefonden som konsulent.

Hendes motivation for at blive den nye formand kommer af et ønske om at mindske den ulighed, der ifølge Regitze Siggaard opstår, når samfundet overser lungesygdomme.

"Jeg er optaget af at gøre alt, hvad jeg kan, for at hjælpe børn og deres familier, så de kan få så godt et liv som muligt på trods af en lungesygdom. Og der er brug for et forstærket fokus, da lungesygdomme ofte overses, og det skaber en ulighed i sundhed, som kalder på, at vi sammen gør noget ekstra," fortæller hun i pressemeddelelsen.

Formandsskiftet er det første i Børnelungefondens otte år lange levetid. Fonden blev etableret som selvstændig fond af Lungeforeningen og har til formål at støtte, uddanne og rådgive lungesyge børn og deres familier samt at bidrage til forskning i lungesygdomme.

Forrige artikel Københavns it-direktør skifter til Rigspolitiet Københavns it-direktør skifter til Rigspolitiet Næste artikel Dødsfald: Fhv. chefredaktør og S-byrådsmedlem Søren Wolff (79)