Berlingske vinder pris for projekt om statens dataindsamling

Berlingske har vundet international datapris for et projekt, der undersøger statens dataindsamling om borgerne.

Torsdag aften vandt Berlingske prisen The Data Journalism Award 2015 for dataprojektet #Sporet. Det skriver avisen på sin hjemmeside.

Berlingskes journalister Eva Jung, Lars Nørgaard Pedersen og Jesper Woldenhof tog sammen med interaktiv designer Zoran Todorovic imod prisen, som blev uddelt ved en international konference i Barcelona.

De vandt prisen i kategorien 'open data' for dataprojektet #Sporet, som sætter fokus på statens dataindsamling om borgerne. For at vise, hvor tæt man kan komme på personer via metadata, har Berlingske kortlagt data fra Radikales Sofie Carsten Nielsen og Socialdemokraternes Jens Joel, som havde givet avisen adgang til deres private metadata.

Projektet rejser spørgsmålet om, hvorvidt statens massive dataindsamling er ulovlig, og har også afdækket en række ulovlige aflytninger foretaget af politiet.

Forrige artikel Riskær taber i Højesteret Næste artikel Mads Holger bliver ekskluderet fra Konservative