Altinget og DR går sammen om meningsmålinger

MÅLINGER: Nyt samarbejde mellem Altinget, DR og Epinion skal hæve kvaliteten af de politiske meningsmålinger og mindske usikkerheden om resultatet af dem.

Altinget og DR går sammen om at gennemføre politiske meningsmålinger via et samarbejde med analyse- og rådgivningsvirksomheden Epinion.

Hidtil har Altinget haft et samarbejde med Jyllands-Posten og Norstat, mens DR har fået sine egne målinger fra Epinion.

Ifølge Altingets chefredaktør, Jakob Nielsen, skal samarbejdet være med til at sikre en højere kvalitet af målingerne.

”Vi har oplevet, at samarbejde om målinger hæver kvaliteten, både fordi der bliver brugt mere tid på at formulere de rigtige spørgsmål, og fordi man kan betale for et bedre produkt. Derfor har vi været på udkig efter en partner, siden det gode samarbejde med Jyllands-Posten ophørte,” siger Jakob Nielsen og fortsætter:

”For os er målinger vigtige værktøjer til at forstå og analysere dansk politik, men vi er også meget optagede af, at de bliver brugt med omtanke og udført i høj kvalitet. Og det er præcis, hvad den nye aftale mellem DR, Altinget og Epinion sikrer,” siger han.

Færre, mere præcise målinger
Samarbejdet betyder også, at antallet af meningsmålinger reduceres, da det er en fælles ambition for både Altinget og DR, at den politiske dækning ikke skal være dikteret af konstante målinger.

”Vi vil bruge ressourcerne på, at hver enkelt måling skal være af så høj kvalitet som muligt i stedet for at sprede det ud på flere målinger, hvor usikkerheden dermed risikerer at stige,” forklarer DR's nyhedschef, Thomas Falbe.

Aftalen mellem DR og Altinget vedrører alene selve målingerne og medfører ikke noget samarbejde om den redaktionelle omtale af dem.

Den første Epinion-måling efter indgåelse af aftalen ventes offentliggjort inden for de nærmeste uger.

Forrige artikel Dagens overblik: SF vil lægge loft på topchefers løn Dagens overblik: SF vil lægge loft på topchefers løn Næste artikel Kommunerne giver flere penge til ældre, men den enkelte vil ikke mærke forskel Kommunerne giver flere penge til ældre, men den enkelte vil ikke mærke forskel