Afskediget nyhedschef i DF er ny pressechef for musikfestival

Jesper Gisli bliver ny pressechef for den nordsjællandske musikfestival, Musik i Lejet, efter afskedigelsen som nyhedschef hos Dansk Folkeparti. 

Den nordsjællandske musikfestival, Musik i Lejet, har tilknyttet den nu forhenværende nyhedschef i Dansk Folkeparti, Jesper Gisli, som ny pressechef.

Det oplyser festivalen i en pressemeddelelse

Til Altinget oplyser Jesper Gisli, at han blev afskediget og fritstillet fra DF som nyhedschef efter folketingsvalget i november 2022. Et job, som han ved sin ansættelse i april kaldte for sit "drømmejob." 

Musikfestivalens nye pressechef er særdeles velbevandret omkring stranden i Tisvildeleje. I perioden 2015 til 2018 var han chefredaktør på lokalavisen Ugeposten. 

"Det er sjovt at 'komme hjem' til Gribskov og Tisvilde, hvor jeg havde en fantastisk tid som redaktør på Ugeposten. Og så tilmeld som en del af Musik i Lejet, som for mig at se, er en af de allerstørste aktiver og positive reklamesøjler for Gribskov Kommune og Tisvilde," udtaler Jesper Gisli i forbindelse med sit nye job. 

I månederne inden sin ansættelse hos Dansk Folkeparti fratrådte Jesper Gisli sin stilling som chefredaktør på Jysk Fynske Mediers fremstød i København - KøbenhavnLiv - efter interne uenigheder. 

Foruden tiden i DF's sekretariat har Jesper Gisli været at finde på Christiansborg som presseansvarlig for folketingsmedlem og forhenværende minister Rasmus Jarlov (K). Derudover har han tidligere været medlem af SF's landsledelse og folketingskandidat for SF i Køge.

 

Forrige artikel Dødsfald: Fhv. minister og S-gruppeformand, major J.K. Hansen (96) Næste artikel Direktør i Egmont Fonden stopper efter 13 år Direktør i Egmont Fonden stopper efter 13 år