Årets Ting-Prisen går igen til Pia Kjærsgaard

PRISVINDER: Dansk Folkepartis stifter og forhenværende formand Pia Kjærsgaard (67) løber igen med Ting-Prisen fra netavisen Altinget. Den gives til en politiker for særlig evne til at kommunikere, så Christiansborg og vælgerne kommer tættere på hinanden. Se også takketalen (videolink nederst).

Pia Kjærsgaard løb igen i år med Ting-Prisen, der blev uddelt onsdag på Christiansborg.

Bag valget står en dommerkomite, der består af de tidligere særlige rådgivere for henholdsvis Poul Nyrup Rasmussen og Anders Fogh Rasmussen, partner og public affairs direktør Rud Pedersen, Jan Juul Christensen og selvstændig rådgiver i By Serup, Søs Marie Serup Layborn samt Altingets chefredaktør Rasmus Nielsen.

Mestrer at kende sin besøgelsestid
Jan Juul Christensen motiverede valget:

”Du har demonstreret, at selvom man er forhenværende, så kan man sagtens være nærværende. Og det er netop denne overgang, som har aftjent respekt hos dommerkomiteen – og som gør, at årets Ting-Pris 2014 tilgår dig, Pia Kjærsgaard.

Den svære disciplin i politisk kommunikation er netop at vide, hvornår og hvordan man skal udtale sig. Kort sagt at kende sin besøgelsestid. Du valgte at indtage posten som værdiordfører for Dansk Folkeparti. En ordførerpost, der klart signalerer, hvad der er og har været afgørende i dit politiske virke – sikring af de danske værdier.

Fra denne platform har du kunnet tale bredere end en mere konkret ordførerpost, som havde du været socialordfører eller lignende. Men omvendt heller ikke så bredt, at du er blevet afkrævet svar på alle politiske spørgsmål. Det er godt set, og du har dygtigt kunne tale til vælgerne om det, der optager dig og dit parti – uden at skygge for eller blive beskyldt for at modsige din efterfølger.”

Nyskabelse i dansk politik
Pia Kjærsgaard selv sagde ved receptionen:

”Ja, når vi selv skal sige det, så foretog Dansk Folkeparti et vellykket formandsskifte på det helt rigtige tidspunkt, og jeg fik i kraft af posten som værdiordfører - der er en nyskabelse i dansk politik - en god platform for fortsat at påvirke Dansk Folkepartis politiske udmeldinger. Fordelen ved en værdiordførerpost er, at grænserne for ordførerskabet ikke er bundet af et bestemt område, men overlapper mange forskellige områder. Jeg er meget glad for at få Altingets kommunikationspris to år efter, jeg er stoppet som partiformand.”

Med prisen følger en skulptur af billedkunstneren Steffan Herrik.

Dommerkomiteen vurderede også i år navne fra de fleste partier i Folketinget, men valgte i den sidste ende at nominere tre fra samme parti, udover Pia Kjærsgaard den nuværende partiformand Kristian Thulesen Dahl (DF) og medlem af Europa-Parlamentet Morten Messerschmidt (DF).

Ting-Prisen er nu uddelt elleve gange. Pia Kjærsgaard modtog også prisen i 2007. Blandt de øvrige prismodtagere er Helle Thorning-Schmidt (S), Villy Søvndal (SF), Søren Pind (V) og Johanne Schmidt-Nielsen (EL).

Se Pia Kjærsgaard modtage Ting-prisen 2014 her

Forrige artikel Grøn jubel: Nu leverer regeringen    Grøn jubel: Nu leverer regeringen   Næste artikel EU-Parlamentet kræver kun ét offer i storstilet kommissærstudehandel EU-Parlamentet kræver kun ét offer i storstilet kommissærstudehandel