6 A'er: Biden-rådgivers bog viser Kinas march mod verdensherredømmet

 

Kina har en langsigtet plan for at detronisere USA både i Asien og globalt set frem mod 2049 - hundredåret for det kommunistiske Kinas opståen.

Sådan lyder hovedargumentet i Rush Doshis nye bog 'The Long Game - Chinese Grand Strategy to replace American Order'.

Doshi er interessant som mere end Kina-akademiker med en ph.d. fra Harvard University, fordi han nu er velplaceret i Det Hvide Hus i Washington. Biden-administrationen skriver fortsat løs på en ny Kina-strategi med Doshi som pennefører.

Indtil videre har administrationen kørt videre med store dele af Trumps konkurrenceprægede stormagts Kina-politik – dog uden de skingre (China-virus) eller de sleske ("Xi loves the people of China") Trump-tweets.

At Biden-administrationen starter med stormagtskonkurrence som grundparameter er i sig selv en stor forandring fra Obama-administrationen, den sidste demokratiske administration, som Biden selv var en del af som vicepræsident. Her var tilgangen gennemgående en engagementspolitik med forhåbningen om at indbinde Kina i det internationale regelsæt.

Langsigtet plan motiverer Kina

Men som Doshi opridser det, med et citat af Lee Kuan Yew, så vil "Kina være Kina og ikke et æresmedlem af den vestlige klub". Og i Doshis analyse har Kinas ledere siden afslutningen af den Kolde Krig set USA som den potentielle geopolitiske modstander.

Det er et noget andet billede end hos eksempelvis præsident Obamas Kina-rådgiver, Jeff Bader, som i sin erindringsbog fra 2012 omkring årene i det Hvide Hus konkluderer, at formålet med Kina-politikken fremover fortsat må være at "bygge tillid og bånd med Kina" (side 149). 

På den vis er der faktisk mere kontinuitet i Doshis analyse med Trumps favorit-Kina ekspert, Michael Pillsbury. Han er manden bag bogen 'Hundred Year Marathon', som også omhandler hvordan en skjult langsigtet strategi motiverer Kinas topledelse, så Kina kan skubbe USA fra førerpositionen i 2049. Deraf titlen om et 100-års maraton fra 1949. Endemålet er også her for Kina at blive verdens førende magt på alle parametre; militært, økonomisk og politisk.

I Doshis version har Kina ligeledes været motiveret af en langsigtet plan, der blot har givet sig udtryk på forskellig vis, alt efter hvor meget styrke Kina havde – eller havde ønske om at vise verden og sin selvvalgte hovedmodstander USA.

Kina udvander internationale organisationer

Efter massakren på Den Himmelske Freds Plads 4. juni 1989 trak Kina i en årrække følehornene til sig, arbejdede på at forbedre økonomien og fulgte Kinas daværende store leder Deng Xiaopings berømte dictum om at holde en lav profil (tao guang yang hui).

Men også i disse år var ambitionen at tage konkurrencen op med USA. Det kunne Kina dog ikke gøre én-til-én dengang, fordi man var så meget svagere. Derfor brugte Kinas ledere i stedet en såkaldt afbødningsstrategi ('blunting'), hvor formålet var, at bruge asymmetriske midler til at imødegå USA's magt.

Det giver Doshi nogle gode eksempler på. Militært starter Kina ikke med at investere i store projekter som hangarskibe, men opbygger i stedet ubåde, miner og missiler, der øger risikoen for USA's flåde, men fremstår mindre storstilet og offensivt.

På den økonomiske og diplomatiske front indgår Kina i en række af USA's multilaterale initiativer, som frihandelsorganisationen Asia-Pacific Economic Community (APEC) og sikkerhedssamarbejdet Asian Regional Forum (ARF), men Kinas deltagelse bruges udelukkende til at fortynde og udvande organisationerne. Det lykkedes i en sådan grad, at organisationerne og deres betydning nok ikke siger de fleste læsere meget i dag.

Den sidste tilbageholdenhed ryger

I Doshis læsning fortsætter Kinas afbødningsstrategi frem til finanskrisen i 2008. Derpå er analysen i Beijing, at USA er på vej nedad. Tiden er nu til at profilere sig mere offensivt.

Derfor går Kina i gang med militært at bygge hangarskibe (planerne og et ukrainsk indkøbt hangarskrog havde ligget klar i årevis) og med at oprette egne institutioner som den asiatiske infrastrukturbank, AIIB, hvor USA ikke er medlem.

Siden cirka 2016 skræller Kina under Xi Jinping det sidste lag af tilbageholdenhed af og er nu klar til at udfordre USA globalt. Det ses med strategiske militærbaser som ved Afrikas kyst i Djibouti. Også i disse dage, hvor verdens øjne er på Ruslands og dets krigsforbrydelser i Ukraine, har Kina samtidig underskrevet en aftale med Salomonøerne, der kan give en mulig base og manøvrerum i Stillehavet.

Hvad skal USA så gøre ved Kinas udfordring? Det giver Rush Doshi også sine bud på.

USA skal lære af Kina

Kina er på vej til at overtage USA's økonomiske førerposition, så USA kan ikke kun blive ved med at matche Kina én-til-én. I stedet foreslår Doshi, at amerikanerne tager ved lære af Kina.

Det vil sige, at USA på nogle punkter også skal arbejde på asymmetrisk at afbøde Kinas initiativer. Militært skal USA også satse på afvisningskapabiliteter, som besværliggør Kinas nyindkøbte offensive kapabiliteter. Som et andet eksempel på det diplomatiske område foreslår Doshi, at USA melder sig ind i Kinas infrastrukturbank AIIB, men primært for at forhale at organisationen bliver til noget.

{{toplink}}

Betydningen af at arbejde med andre allierede i forhold til Kina understreges også. Det er også Doshis chef, Kurt Campbells linje. Han er den øverste Asiens-ansvarlige i Bidens Hvide Hus. Det betyder også, at for europæiske allierede spiller Kina-politikken en vedvarende og stigende rolle i det transatlantiske forhold.

Hvad der til gengæld mangler i Doshis bog er en dybere analyse af - ikke blot magtkampen - men også værdikampen med Kina. Xi Jinping havde jo netop forud for Ruslands invasion af Ukraine sammen med Putin underskrevet et anti-amerikansk og et anti-liberal verdensordens manifest.

I min optik er der derfor en klar skillelinje i verden mellem autokratier, som Kina og Rusland, og den demokratiske verden. Det kommer unægtelig også til at blive en markør for amerikansk og europæisk Kina-politik i årene fremover.