Dagens overblik: EL-profiler kræver ændring af partiets EU-politik, og russiske soldater nærmer sig Kyiv

Ingen løfter om hurtig genvej ind i EU til krigspressede Ukraine. Profiler ønsker opgør med Enhedslistens EU-politik. Interview med ‘Mr. Danmarks Indsamling’ om manglende rimelighed i valget af katastrofer. Få overblikket over dagens nyheder. 

God morgen og velkommen til ugens sidste rids over dagens vigtigste nyheder.

Vi begynder med seneste nyt fra Ukraine, hvor den efterhånden berygtede russiske kolonne af militærkøretøjer de seneste døgn har rykket sig fem kilometer nærmere Kyiv, skriver BBC ifølge DR.

Dermed befinder de mange russiske soldater sig nu blot 15 kilometer fra hovedstaden.

Ekspert: Krigen i Ukraine er trådt ind i en ny fase

Samtidig har der den seneste uge været meldinger om, at flere bomber er faldet blandt civile borgere. Torsdag blev flere såret, da et børnehospital blev ramt i det Østlige Ukraine.

I Dagbladet Information vurderer militæranalytiker Esben Salling Larsen, at Rusland formentlig har begyndt en ny fase af krigen.

Han mener, at Rusland har fejllæst situationen og var overbevist om, at man hurtigt kunne overtage styringen i Ukraine.  

”Der er et vippepunkt lige nu, hvor det er tydeligt, at Ruslands første plan er fejlet, og nu står man med en krigsførelse, der begynder at ligne det, vi har set i Groznyj, hvor de går efter at indtage byer ved at omringe dem og øge angrebene, siger Esben Salling Larsen til avisen.

{{toplink}}

Ingen løfter om hurtig genvej ind i EU til krigspressede Ukraine

Ukraines præsident Volodymyr Zelensky har flere gange udtrykt ønske om hurtig optagelse i EU.

Men det bliver i en fælles erklæring nu afvist efter første dag på EU-topmødet på Versailles-slottet i Frankrig, skriver Altinget.

EU’s stats- og regeringschefer debatterede spørgsmålet til langt ud på natten ved et topmøde i Versailles, men kunne ikke enes om at give ukrainerne det eftertragtede europæiske perspektiv.

”Vi vil styrke vores bånd og uddybe vores partnerskab for at støtte Ukraine i at følge sin europæiske vej. Ukraine hører med i vores europæiske familie”, konkluderede EU’s stats- og regeringschefer sent torsdag.

‘Mr. Danmarks Indsamling’: Der er ingen rimelighed i valget af katastrofer

Lørdag går DR og TV 2 sammen med 16 af landets humanitære organisationer om en støttekoncert til fordel for Ukraine.

Stig Fog er manden, der siden slutningen af 90’erne har været dedikeret til de store fælles indsamlinger på tværs af organisationer. 

Det er ham, som DR og TV 2 hyrer som konsulent til de store indsamlingsshow.

Altinget har derfor spurgt ham, hvad der afgør, om en krise fortjener et ekstraordinært indsamlingsshow? 

”Det, der er så forbandet, er, at der ikke er noget ret og rimelighed i det her. At flere mennesker rammes af katastrofe eller krig i Syrien, Yemen eller Madagascar, fører ikke nødvendigvis til, at man kan samles om en stor begivenhed som en fælles tv-indsamling. Det er mavefornemmelser og mediedækning, der bliver bragt i spil, for man kan ikke slå op i en bog,” lyder svaret blandt andet.

Læs hele interviewet her.

Enhedslisten skal stemme om partiets EU-politik

I Enhedslisten lægger profilerne Pelle Dragsted, Pernille Skipper og Nikolaj Villumsen nu op til et opgør med partiets politik om, at Danmark bør trække sig ud af EU-samarbejdet.

Det skal ske på det kommende årsmøde til maj, hvor medlemmerne skal stemme om en ny EU-politik, skriver Jyllands-Posten.

”Vores nuværende EU-program er for unuanceret og undervurderer de muligheder, venstrefløjen har i samarbejdet. Det betoner alt for meget spørgsmålet om dansk udmeldelse og alt for lidt kampen for at forsøge at forandre EU i en mere demokratisk og social retning,” siger Pelle Dragsted til Jyllands-Posten.

Det sker i dag:

  • Klokken 07:15: Forsvarsminister Morten Bødskov (S) sender soldater til Estland
  • Klokken 16:00: FN's Sikkerhedsråd drøfter russisk påstand om amerikanske kemiske våben i Ukraine

Forrige artikel Ingen løfter om hurtig genvej ind i EU til krigspressede Ukraine Ingen løfter om hurtig genvej ind i EU til krigspressede Ukraine Næste artikel SF vil hjælpe boligejere væk fra Putins gas: Milliontilskud skal fremrykkes SF vil hjælpe boligejere væk fra Putins gas: Milliontilskud skal fremrykkes