Connie Hedegaard: Debatten om naturgas og atomkraft viser, at vi mangler grønne nuancer
De grønne debatter mangler nuancer. Det er spørgsmålet om EU's grønne taksonomi et eksempel på. Lynhurtigt erklæres det: Ja eller nej? For eller imod? Men vi har brug for både idealister og pragmatikere. Derfor en klar opfordring her ved årets begyndelse: Forener Eder! skriver Connie Hedegaard.
Der er noget paradoksalt ved den politiske debat, som den udspiller sig i offentligheden.
Alt imens alle synes enige om, at samfundet bliver stadig mere komplekst, ja, så forekommer politikernes ytringer at blive mere og mere bastante og skarpt skåret. Sproget bliver hårdere. Efter stadig flere udsagn fornemmes udråbstegnet.
Naturligvis hænger det blandt andet sammen med medieudviklingen. For at komme igennem lydmuren og nå frem til flest muligt af de borgere - vælgere - som i stigende grad befinder sig på egne platforme, ja, så virker det at sige noget tilpas markant, der kan generere mere opmærksomhed.
Det sort/hvide giver tilsyneladende større gennemslag til de mange end det nuancerede synspunkt. Moderation er ofte kedeligt. Og langt! Skråsikkerhed virker bare bedre end usikkerhed og tvivl.
Eller gør det? Fra vores eget liv ved vi dog, at en sag tit har mindst to sider.
I et stort interview i Die Zeit om europæisk klimapolitik bliver der gået til EU-Kommissionens tyske formand Ursula von der Leyen.
Tror hun virkelig, at vi kan håndtere klimaudfordringen i tide, vil journalisten vide?
Von der Leyens svar er prisværdigt ærligt: "Om morgenen er jeg fuld af tro på fremskridtet og løsninger. Men hvis du spørger mig om aftenen, når jeg er udmattet, så får du måske et deprimeret svar. Men næste morgen vil jeg igen fortælle om alle mulighederne og om hvad vi skal gøre."
Interviewet foregår om eftermiddagen, så der er stadig håb. Men også brug for ganske meget pragmatisme for at komme igennem med løsningerne.
Spørgsmålet om EUs såkaldte taksonomi er et eksempel. Det skal bruges til at vurdere investeringer. EU-Kommissionen - presset ikke mindst af Frankrig og Tyskland - foreslår nu, at atomkraft og gas under visse vilkår og i en afgrænset periode kan gå for at være "grønne" energiformer.
Ikke så grønne som vedvarende energi, men altså bedre end eksempelvis olie og kul.
Mange har været hurtige til at ryste på hovedet og tage skarpt afstand fra forslaget. Det gælder også Danmark, som ikke selv har noget i klemme her.
Lynhurtigt lyder debatten som en genindspilning af den gamle "A-kraft nej tak"-plade. For eller imod? Ja eller nej? Nuancerne går tabt.
Eksempelvis er de betingelser, der foreslås stillet for at nye gaskraftværker kan gå for at være "grønne" investeringer, er eksempelvis strengere end de i dag kendte teknologier kan leve op til.
Og eksempelvis at ny gas-kapacitet kun kan opnå et stempel som "grøn" i en overgangsperiode, og kun forudsat at alle byggetilladelser er på plads i 2030, og at gaskraftværket erstatter mere forurenende energikilder som olie og kul.
Så når man får læst sig ned i teksten, bliver tingene pludselig vanskeligere at have en meget sort/hvid holdning til. Også når man ved, at der i Europa er lande, der får mere end almindelig store udfordringer med at leve op til klimamålene. Fremtidens energi skal være 100 procent vedvarende, men vi har brug for nogle broer til fremtiden, forklarer den pragmatiske Kommissionsformand i interviewet.
Pragmatisme gør det ikke alene. Der er også brug for, at nogle minder om det rene, ideale standpunkt for at forhindre, at kompromiserne bliver for beskedne. Men de der presser på for ambition må forstå, at ligeså vigtigt det er, at de gør deres arbejde, ligeså afgørende er det også at bidrage til at gøre det muligt for dem, der har ansvaret for implementeringen, rent faktisk at kunne lykkes med det, uden at polariseringen øges i samfundet.
Statsministeren bebudede i sin nytårstale, at dansk indenrigsflyvning skal være "grøn" i 2030.Det er et andet eksempel. For umiddelbart lyder det jo forjættende, at vi på den måde bare kan flyve løs. Men udsagnet rejser godt nok også mange spørgsmål fra det helt grundlæggende om hvorvidt indenrigsflyvning i lille Danmark skal fortsætte som hidtil - eller ligefrem vokse markant - som adskillige af lufthavnene planlægger efter - i en klimaneutral fremtid.
Og skal de (formentlig få) bæredygtige brændstoffer, som vi måtte kunne nå at producere frem mod 2030 bruges på lige præcis (stigende?) indenrigsflyvning?
Det er jo enkelt nok at have synspunktet, at indenrigsflyvning bare skal stoppe. Eller omvendt helt uspecifikt ytre tiltro til, at teknologien nok skal finde løsninger på luftfartens klimaudfordringer, og at man i øvrigt ikke har lyst til at "genere" borgerne.
Igen er det nuancerne, der er det svære: Hvordan hænger Statsministerens melding sammen med de øvrige sektorers behov? HHvordan skal vi afveje og prioritere imellem dem? Hvem skal gøre det? Og hvem skal betale?
I Danmark er vi lykkeligvis meget enige om de overordnede mål for klimapolitikken. Men nu hvor det spidser til med at få omsat ord til konkret handling, er det tid for alle til at forlade de sort/hvide standpunkter.
De findes - men de vil ikke levere de holdbare løsninger, der kan sikre, at den brede politiske opbakning afspejles i en fortsat ligeså bred folkelig opbakning. Derfor en klar opfordring her ved årets begyndelse: Idealister og pragmatikere forener Eder. Vi har brug for begge dele, men skal omstillingen lykkes, skal politikerne ikke kun respektere de ambitiøse mål. De ambitiøse er også nødt til at hjælpe til med at øge forståelsen for balancerne og nuancerne.
Må 2022 blive et år, hvor nuancerne får mere plads.
{{toplink}}
Udflytningen af studiepladser er opskriften på en fuldendt fiasko
Vores grænseløse selvfedme risikerer at bremse den udenlandske arbejdskraft
