Alex Ahrendtsen klar til comeback på Christiansborg

Dansk Folkepartis Alex Ahrendtsen er efter længere tids sygemelding parat til at genoptage sit arbejde som skole- og kulturordfører.

Når Folketinget slår dørene op til et nyt folketingsår 1. oktober, vender et kendt ansigt tilbage til Christiansborg. 

Dansk Folkepartis skole- og kulturordfører, Alex Ahrendtsen, er nemlig parat til at genoptage folketingsarbejdet, efter at han i længere tid har været sygemeldt med stress.

Det skriver fyens.dk.

Alex Ahrendtsen har siddet i Folketinget for partiet siden 2011, men meddelte 3. december sidste år, at han gik på sygeorlov. 

Han skulle efter de oprindelige planer have været tilbage i jobbet i januar, men sygemeldingen blev dengang forlænget og har nu udløbsdato i oktober. 

Pernille Bendixen (DF), der har vikarieret for Alex Ahrendtsen i orlovsperioden, bekræfter over for fyens.dk, at hun per 1. oktober igen overlader posten til sin partifælle.

Forrige artikel S-borgmester fratræder flere politiske poster Næste artikel Pernille Weiss får ny formandspost