Tidligere DSU-formands exit skyldes krænkelsessag

Lasse Quvang Rasmussen erkender, at han i november 2017 forlod sin post som formand for Danmarks Socialdemokratiske Ungdom på grund af grænseoverskridende adfærd.

Tidligere formand for DSU Lasse Quvang Rasmussen forlod i november 2017 sin formandspost.

Den officielle forklaring var dengang, at formanden var overbelastet og udmattet. 

Men nu erkender Lasse Quvang Rasmussen, at hans fratrædelse i virkeligheden skyldes, at han har udvist "grænseoverskridende adfærd" over for flere kvindelige medlemmer.

Det skriver Lasse Quvang Rasmussen i et facebookopslag.

Indrømmelsen kommer, efter at flere medier, herunder DR, har forsøgt at få DSU til at forholde sig til sagen, hvilket lykkedes onsdag aften.

DSU oplyser til DR, at flere kvindelige medlemmer har henvendt sig til ungdomspartiets hovedbestyrelse og berettet om "grænseoverskridende bemærkninger og befamlinger" fra Lasse Quvang Rasmussen.

Og det er disse episoder, som i sidste ende fik den daværende partiformand til at trække sig.

Lasse Quvang var formand for DSU fra april 2016 til november 2017.

Han er uddannet cand.scient.pol. fra Aarhus Universitet.

Forrige artikel Lilleholt udpeger medlemmer til Ungeklimarådet Næste artikel Vestager kåres som Årets Verdensdansker på forenings 100-årsdag