Liberal Alliances Ungdom skifter formand efter sager om overgreb

Carl Andersen er efter weekenden ikke længere formand for Liberal Alliances Ungdom. Ledelsen har ikke reageret tilstrækkeligt på oplysninger om seksuelle krænkelser i organisationen, lyder kritikken.

På Liberal Alliances Ungdoms (LAU) landsmøde i Høje-Taastrup i weekenden skiftede ungdomspartiet landsformand fra Carl Andersen til Signe Bøgevald Hansen. 

Det skriver Signe Bøgevald Hansen på Facebook. 

Formandsskiftet kommer i kølvandet på, at syv kvindelige medlemmer af ungdomspartiet anonymt er gået ud med anklager om, at flere medlemmer af LAU har begået seksuelle overgreb. Beskyldningerne omfatter voldtægt, overgreb og krænkende kommentarer, og i flere tilfælde skal det være begået af ledende skikkelser i organisationen, skrev Dagbladet Information fredag.

Mandag kan avisen fortælle, at ledelsen i LAU har kendt til nogle af de påståede overgreb i hele otte måneder.

Den nye landsformand Signe Bøgevald Hansen erkender over Information, at ledelsen - som hun også var en del af, da oplysningerne kom frem første gang - skulle have handlet anderledes.

Hun skriver nu, at hun "vil rydde op og sikre en tryg kultur for alle".

Det var tidligere landsformand for LAU, Rasmus Brygger, der på vegne af de ramte gik til politiet med sagen. 

Carl Andersen nåede at have posten som landsformand i et år.

Forrige artikel Mindeord: Forlæggerformand og præsident for Scleroseforeningen, Ole A. Busck (81) Næste artikel Copenhagen Airports opruster med public affairs-konsulent fra Danske Medier