For landets frihed

PORTRÆT: Alex Ahrendtsen (DF) er en mand med skarptskårne holdninger, som han ikke er bange for at spidse til. Han stiller op til Folketinget i Odense, hvor han også sidder i byrådet og har været viceborgmester.

"I sidste ende er det landets frihed, jeg går til valg på."

Så klar er udmeldingen fra Dansk Folkepartis måske mest markante kandidat på Fyn, den tidligere odenseanske viceborgmester Alex Ahrendtsen.

Og for Ahrendtsen er det lige så klart, hvad der udgør truslen mod landets frihed. Det er EU-vedtagelser som Schengen-samarbejdet, og så er det den indvandring, der er en konsekvens af de internationale konventioner, der stiller krav til Danmarks asylpolitik.

Og derfor er det vigtigt for ham, at man politisk gør op med de internationale aftaler og forpligtelser, der stiller sig i vejen for en strammere indvandringspolitik.

"EU tvinger os til at tilbyde sociale ordninger til EU-borgere, og så kan velfærdssamfundet jo ikke overleve," siger Ahrendtsen, der peger på skole- og familiepolitikken som sine øvrige mærkesager.

Han er favorit til at vinde et nyt mandat, når valget afholdes i løbet af det nye år.

Akademisk angrebsvinkel
Ahrendtsen er cand.mag. i litteraturvidenskab og religion og har studeret et år i Tyskland. Han har stiftet forlagene Lysias og Trykkefrihedsselskabets Bibliotek, hvor han har fået udgivet sin egen bog.

Værket har titlen Når danskere bøjer af - Islamiseringen af Odense. I den leverer Ahrendtsen en meget kritisk bredside til de danske politikere, der, fra Ahrendtsens perspektiv, giver efter overfor fundamentalistiske muslimers krav om særbehandling i skoler, svømmehaller osv.

"Jeg kunne forstå det, hvis de islamiske kulturer kunne tilbyde os noget bedre. Men det kan de ikke. Tværtimod," fortsætter Ahrendtsen, der med sine klare udtryk nok skal være medvirkende til, at den værdipolitiske debat i Danmark vedbliver at være en levende størrelse.

Med miniportrættet af Alex Ahrendtsen slutter Thomas Schjønnings række af artikler om folketingskandidater, der efter Altinget.dks vurdering står til nyvalg ved valget i 2011. Godt nytår.

 

Forrige artikel 24. december: Helge Sander 24. december: Helge Sander Næste artikel Carl Holst nævnes som ny V-partisekretær Carl Holst nævnes som ny V-partisekretær