DF henter vælgere retur fra både V og S: Se vælgernes vandringer siden valget

VÆLGERVANDRINGER: Dansk Folkeparti har siden folketingsvalget trukket et mindre antal vælgere tilbage fra både Venstre og Socialdemokratiet. Se her, hvordan vælgerne har flyttet sig mellem partierne siden valget. 

Dansk Folkeparti er begyndt at genvinde nogle af de vælgere, partiet har tabt til især Venstre og Socialdemokratiet. 

Det viser en analyse af vælgernes vandringer mellem partierne, som professor ved Københavns Universitet Kasper Møller Hansen har lavet for Altinget.

"Der er tendens til, at Dansk Folkeparti trækker nogle af de stemmer tilbage, som de tabte ved folketingsvalget. Det er meget typisk, at nogle vælgere vender tilbage til, hvor de kom fra," siger Kasper Møller Hansen.

I analysen, der er baseret på svar fra 8.956 respondenter, går 0,4 procent af vælgerne fra både Socialdemokratiet og Venstre til Dansk Folkeparti. Det svarer til 16.880 stemmer, da der for tiden er omkring 4.220.000 stemmeberettigede danskere.

Har held med oppositionsrollen
Vandringerne fra Venstre til DF skal tilskrives formandsopgøret i Venstre, mener Kasper Møller Hansen. 

"De interne kampe i Venstre kan sagtens have frustreret nogle af de vælgere, der gik fra Dansk Folkeparti til Venstre ved folketingsvalget," siger han.

Bevægelserne fra Socialdemokratiet er et forsigtigt tegn på, at Dansk Folkeparti har held med deres arbejde som oppositionsparti, hvor de både har skudt efter udlændingelempelser og det manglende pensionsudspil fra regeringen, vurderer han.

"Dansk Folkeparti har forsøgt at være kritisk over for de to punkter, som Socialdemokratiet vandt stemmer på: pensions- og indvandrerspørgsmålet. De har godt vidst, hvor de skulle pege for at vinde vælgere tilbage," siger han .

Artiklen er et uddrag af en længere artikel fra Altinget Christiansborg, hvor du får mere perspektiv og flere kommentarer. Du kan tegne et prøveabonnement her

 

Forrige artikel Fagredaktørerne guider: Her er det mest interessante i finanslovsudspillet Fagredaktørerne guider: Her er det mest interessante i finanslovsudspillet Næste artikel Ugen i dansk politik: Wammen indkalder til nye finanslovsforhandlinger Ugen i dansk politik: Wammen indkalder til nye finanslovsforhandlinger