Vækstteam: Danskerne skal indgå i store grønne eksperimenter

GRØN VÆKST: Regeringens grønne vækstteam vil have sat danskernes forbrugsdata fri og sat i spil i grønne testzoner på størrelse med Aarhus. Ministeren lover hurtig handling.

Den globale efterspørgsel buldrer derudad, men den grønne eksport fra Danmark er faldende, og det halter med digitalisering og grønne startups.

Det er bagtæppet for regeringens vækstteam for grøn energi- og miljøteknologi, der torsdag morgen overleverede sine anbefalinger til regeringen ved en lille ceremoni i Erhvervsministeriet.

I alt er der ti anbefalinger til regeringen, hvor det store fokus er på digitalisering og oprettelse af frie testzoner for grønne eksperimenter i stor skala.

”Vi står lige nu med nogle massive udfordringer, når det gælder energi, miljø og klima. Verden har brug for, at der sker noget,” sagde Lars-Peter Søbye, formand for Vækstteam for grøn energi- og miljøteknologi, ved overdragelsen.

Her pegede han på, at skal den danske grønne eksport nå op på målet om en fordobling inden 2030, så er der behov for at sætte digitaliseringen i spil og skabe bedre rammer for startups. Og så skal det det hele testes og vises i storskala-eksperimenter på størrelse med Aarhus by.

”Det er vigtigt at være verdensmester på hjemmebane, ellers er der ingen, der tager det seriøst ude i verden,” sagde han.

Lilleholt lover handling
Regeringen lovede allerede ved overdragelsen, at det er anbefalinger, man tager seriøs og snart vil rykke på.

”Det her er noget, vi skal have gjort noget ved så hurtigt som muligt,” siger energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt (V), som er klar til at se på, om Aarhus eller andre byer allerede i år kan blive en testzone for fri deling af alt data om brug af el, vand og varme.

”Det nytter ikke noget at lave test i små landsbyer. Det skal op i stor skala, hvis det virkelig skal vises frem og give mulighed for at få små startups med,” siger Lilleholt.

Forrige artikel Dyrere billetter og færre ruter: V-borgmestre frygter ny hovedstadsplan Dyrere billetter og færre ruter: V-borgmestre frygter ny hovedstadsplan Næste artikel Hærchef sigtet for tjenestemisbrug Hærchef sigtet for tjenestemisbrug