Socialdemokratiet varsler opgør med de svages finanslov efter valget

SATSPULJE: Det skal være slut med drypvise, midlertidige bevillinger under en socialdemokratisk regering. I stedet skal der skrues op for sociale investeringsprogrammer.

Satspuljesæsonen nærmer sig, men fremtiden for den knap 16 milliarder kroner tunge pulje er uklar, efter at Dansk Folkeparti i sidste uge erklærede sig klar til at opsige satspuljeforliget for at give pensionister flere penge mellem hænderne.

Nu melder Socialdemokratiet sig på banen med en alternativ vision for den omstridte milliardpulje.

"Vi vil gerne rive hele satspuljen op med rode og i stedet lave sociale investeringsprogrammer, så man helt går bort fra den gamle måde at lave satspulje på, hvor man drypper penge ud på en masse enkeltprojekter, som så efter tre år ikke aner, om de er købt eller solgt," siger socialordfører Pernille Rosenkrantz-Theil.

Siden satspuljens fødsel i 1990 har den hentet sine midler fra en nedregulering af overførselsindkomster til blandt andet pensionister med 0,3 procent i forhold til den generelle lønudvikling.

Direkte på finansloven
Hvis det står til Socialdemokratiet, skal den såkaldte 'sukkerskål', som bruges til at finansiere enkeltprojekter og organisationer, begrænses gevaldigt – eller helt fjernes fra satspuljebordet.

I stedet skal en del af puljens midler afsættes til permanente driftsbevillinger direkte på finansloven. Og så skal der skrues op for midlerne til sociale investeringsprogrammer, hvor offentlige og private aktører samarbejder om at bekæmpe for eksempel hjemløshed.

"Hvis vi får serveretten, vil vi som regering komme med et udspil til satspuljen, hvor flest muligt penge skal lægges over i sociale investeringsprogrammer. Så er det jo op til en forhandling, hvad man ender med at aftale, men der vil uden tvivl være meget lidt eller ingenting tilbage i sukkerskålen," siger Pernille Rosenkrantz-Theil.

DF vil bevare rum til nyudvkling
Dansk Folkeparti er enig i, at flere indsatser skal overføres direkte til finansloven, men ønsker fortsat at bevare et rum til nyudvikling og eksperimenter i satspuljen.

"Der er stadig behov for at kunne give midler til at udvikle og måle på indsatser. Men jeg mener ikke, at det ene udelukker det andet," siger handicapordfører Karina Adsbøl.

Læs hele artiklen på Altinget: social. Her får du endnu mere baggrund om satspuljen og partiernes holdning til puljens fremtid.

Forrige artikel Live: Venstre holder pressemøde fra partiets sommergruppemøde Live: Venstre holder pressemøde fra partiets sommergruppemøde Næste artikel Nekrolog: Farvel til digteren, der fik hverdagsøjeblikke til at fremstå som stjernestunder Nekrolog: Farvel til digteren, der fik hverdagsøjeblikke til at fremstå som stjernestunder