Dansk ønske afvist: EU’s energiministre siger nej til nyt grønt mål

NEDSTEMT: EU’s energiministre blev ikke enige om at hæve målet for vedvarende energi trods dansk pres. Danmark stod ret alene, erkender energiminister Lilleholt. 

BRUXELLES: Det lykkedes ikke Danmark at komme hjem fra Bruxelles med et højere mål for vedvarende energi i EU.

Det står klart, efter EU’s energiministre natten til tirsdag forlod forhandlingsbordet, efter de i 15 timer havde siddet bænket for at blive enige om hele fire lovgivningsområder i EU’s såkaldte "ren energipakke".

Her forsøgte den danske minister at overbevise sine ministerkolleger om at hæve målet for hvor meget af det samlede europæiske energiforbrug, der skal komme fra grønne energikilder i 2030. Dog uden held.

”Foruden Danmark var det kun Frankrig og Portugal, der tog spørgsmålet om et muligt højere mål op. Så Danmark stod ret alene, for langt størstedelen af medlemsstaterne gik slet ikke ind i spørgsmålet om ambitionsniveauet,” siger klima- og energiminister Lars Chr. Lilleholt (V) i en skriftlig kommentar til Altinget.

Fra 27 til 30 procent
Siden 2014 har EU-landenes mål været, at 27 procent af energiforbruget i 2030 skal komme fra grønne kilder.

Det mål så Danmark gerne hævet til 30 procent for at sikre, at EU-landene bliver mindre afhængig af energi fra tredjelande, eftersom et højere energimål vil gøre Europa mere selvforsynende, som den danske minister forklarede pressen på vej ind til mødet mandag.

Ønsket kommer, efter EU’s kommissær med ansvar for energiunionen, Maros Sefcovic, tidligere har været ude og pointere, at et løft i EU’s mål for vedvarende energi til 30 procent vil koste cirka det samme, som man i første omgang forventede, at målet om 27 procent ville koste i 2014, hvor landene blev enige om målet.

En lignende melding er kommet fra Europa-Parlamentet, hvis industriudvalg i slutningen af november stemte for, at 35 procent af EU’s energiforbrug skal komme fra grøn energi i 2030.

At det vil koste nogenlunde det samme at hæve målet fra 27 til 30 procent bunder i, at priserne på vedvarende energi er blevet billigere. Særligt en lavere pris på havvindmøller driver udviklingen.

Skuffelse i erhvervslivet
Erhvervslivet har forud for mødet bakket op om Kommissionen og Danmarks ønske om at hæve målet for EU's brug af vedvarende energikilder.

Hos Dansk Industri har man lagt vægt på, at prisen på vedvarende energi i Danmark også er faldet. Samtidig pointerer organisationen, at et højere mål vil betyde flere investeringer i vedvarende energi på tværs af Europa.

Derfor glæder branchedirektør i DI Energi Troels Ranis sig heller ikke over ministrenes beslutning.

”Det er meget ærgerligt, at Rådet ikke kunne blive enige om at øge målet for vedvarende energi til mindst 30 procent i 2030. Det er godt og vigtigt, at regeringen fortsat vil arbejde for, at EU får højere ambitioner,” siger han i en skriftlig kommentar til Altinget.

”Nu håber vi på et positivt resultat i de kommende forhandlinger mellem EU-Parlamentet, EU-Kommissionen og Rådet. Det bør lykkes, da teknologiernes faldende pris gør det muligt uden øgede omkostninger,” tilføjer han.

 

Læs flere reaktioner fra skuffede danske aktører i den fulde version af artiklen på Altinget: energi og klima (kræver abonnement). Tegn gratis prøveabonnement her.

Forrige artikel Her er eksperters fire grunde til, at man næppe får sendt flere flygtninge hjem Her er eksperters fire grunde til, at man næppe får sendt flere flygtninge hjem Næste artikel Forhandlinger for 184.000 statsansatte kommer haltende fra start Forhandlinger for 184.000 statsansatte kommer haltende fra start