Dansk Flygtningehjælp: Danmark har ikke brug for ulandsbistand
DEBAT: Der er en hidtil uset ubalance mellem de humanitære behov og de midler, der er til rådighed. Derfor er det paradoksalt, at Danmark modtager mest ulandsbistand selv, skriver Andreas Kamm, generalsekretær i Dansk Flygtningehjælp.
Af Andreas Kamm
Generalsekretær, Dansk Flygtningehjælp
Danmark skal have ny udviklingsstrategi og Dansk Flygtningehjælp mener, at det er afgørende, at der er fokus på de fordrivelsesproblematikker, som verden står over for – og ikke mindst, at der skal sættes ind for at adressere årsagerne til konflikt og fordrivelse. Det indebærer en række pejlemærker, som jeg vil beskrive i det følgende:
Verden står over for et rekordhøjt antal flygtninge og fordrevne. På samme tid befinder folk sig typisk på flugt i meget lang tid – gennemsnittet er omkring 17 år. Det er derfor afgørende, at vi kommer væk fra silo-tænkningen i udviklingsbistanden, og der bliver tænkt langsigtet fra starten af kriserne for at hjælpe med varige løsninger, og der skal sættes ind for at adressere årsagerne til konflikt og fordrivelse.
Nærområdeindsatsen skal styrkes massivt, men nødhjælp er ikke nok. Vi kan ikke have hele befolkninger, der er afhængige af nødhjælp. De skal både hjælpes til at leve og overleve. Jeg har netop selv været med på World Humanitarian Summit i Istanbul – og jeg glæder mig over at høre, at dette er et fokus fra de fleste aktører, lige fra Ban ki-Moon til Kristian Jensen.
Herudover er en rettighedsbaseret tilgang afgørende, så humanitære kerneprincipper og rettigheder ikke bliver glemt. Udviklingsbistanden er og bliver til for verdens udsatte og marginaliserede – ikke for at pleje egeninteresser. Eller for at betale asyl- og integrationsudgifter i verdens rigeste lande. Mennesker har behov for og ret til beskyttelse – og derfor skal vi fokusere rettighedsmæssigt.
Danmark skal gå forrest – ikke bagerst
Danmark har været foregangsland på en række af de internationale konventioner, som det humanitære arbejde bygger på – vi var blandt andet det første land, der skrev under på Flygtningekonventionen. Danmark bør derfor blive ved med gå foran som fortaler for den internationale folkeret og de konventioner, som skal beskytte civile og folk på flugt.
Lande som Danmark kan ikke forvente, at andre lande vil respektere flygtninge og migranters rettigheder, hvis vi ikke selv gør det. Senest har vi set, at Kenya tager ved lære af de europæiske lande – og taberne i sådan et spil bliver helt klart flygtningene.
Vi skal huske på, at det er flygtninge og ikke grænser, der har brug for beskyttelse. Danmark må gå forrest for at presse på for globale, fælles og solidariske politiske løsninger. Det gælder i første omgang om at arbejde på at stoppe verdens konflikter. Men samtidig skal der være fokus på varige løsninger med fuld adgang til beskyttelse for verdens flygtninge og fordrevne. Det er afgørende – også for et lille land som Danmark - at søge globale løsninger på fordrivelsesproblematikkerne.
Leave no one behind
Vi skal have fokus på de mest marginaliserede i verden. Der skal være et dansk og globalt fokus på 'glemte konflikter', også selvom de ikke skaber overskrifter i – og flygtningestrømme mod – Europa. Kriser avler kriser med menneskelig lidelse, ustabilitet og fordrivelse til følge. Danmark og det internationale samfund bør med rettidig og effektiv politisk lederskab og samarbejde gøre alt for at afværge – og finde politiske løsninger med henblik på at afslutte – konflikter.
Skrøbelige stater er producenter – og vært for – langt de fleste af de 60 millioner fordrevne, vi ser i verden i dag. Og antallet af skrøbelige er fortsat alt for højt. Den danske strategi bør derfor tænke helhedsorienteret i skrøbelige stater ved at samtænke de forskellige indsatser; herunder den humanitære og udviklingsmæssige bistand samt koordinering af internationale og lokale partnere.
I en skrøbelig kontekst er adgang til udsatte personer desuden den største udfordring for både staten og NGO’er. De mest udsatte, som har det største behov for basale services og beskyttelse, er ofte dem, der er sværest at nå, og derfor skal dette være et fokuspunkt for Danmark.
Endeligt bør Danmark styrke den overordnede ramme for udviklingsbistand. De humanitære kasser er under pres, og der er en hidtil uset ubalance mellem de humanitære behov og de midler, der er til rådighed. Dansk Flygtningehjælp opfordrer til, at Danmarks generelle globale udviklingsmæssige og humanitære engagement styrkes fremfor mindskes. Det er paradoksalt – og forkert – at den største modtager af dansk bistand er Danmark selv.
Elberth: Demokrati-teater på sociale medier
Kari: Katastrofalt EU-udspil får Uber til at juble
