Danskerne siger nej til EU-udvidelse på Balkan

MÅLING: Det bliver et klart nej til at udvide EU med seks balkanlande, hvis man spørger den danske befolkning. Både rød og blå bloks vælgere er kritiske, men af vidt forskellige årsager, siger ekspert.

BRUXELLES: Seks stater på Balkan bejler til et EU-medlemsskab.

Det drejer sig om Serbien, Montenegro, Bosnien-Hercegovina, Kosovo, Albanien og Makedonien, der alle i større eller mindre grad arbejder på et tættere forhold til EU.

Men danskerne er ikke begejstrede for den idé. 60 procent siger, at de er modstandere af en udvidelse med de seks lande.

Det viser en måling foretaget af Norstat for Altinget. Kun 20 procent svarer, at de er tilhængere.

Det er lidt af en udvikling, forklarer Derek Beach, lektor i statskundskab ved Aarhus Universitet.

”Hvis du spurgte folk om østudvidelse for 20 år siden, så kunne det ikke gå hurtigt nok,” siger han.

På papiret er det ifølge lektoren en god investering at udvide med for eksempel Montenegro og Serbien, som Kommissionen har foreslået bliver en del af EU inden 2025.

Men trods økonomiske fordele er der stor skepsis blandt vælgerne, og det kan skyldes migrationskrisen, siger Derek Beach:

”Man kan ikke komme udenom, at migrationskrisen har ført til en sammenblanding hos en del vælgere. Det kan vi se i diskursen om Brexit, hvor folk fra Rumænien og Bulgarien kommer ind i den overordnede diskurs omkring syrere og folk fra Afrika.”

Kommissionen har foreslået at påbegynde optagelsesforhandlinger med Albanien og Makedonien. Det forslag skal diskuteres i Det Europæiske Råd 26. juni.

Den danske regering tager onsdag endelig stilling til spørgsmålet om, hvorvidt man bakker op om at påbegynde de forhandlinger.

Forskellige årsager hos blokkene
Både rød og blå bloks vælgere er skeptiske overfor en udvidelse mod øst.

Lidt over halvdelen af rød bloks vælgere er modstandere, imens det hos blå blok er 70 procent.

Men modstanden i blokkene skyldes ifølge Derek Beach vidt forskellige årsager.

”Hos borgerlige vælgere bunder det mere i en national modstand mod globalisering og skepsis mod indvandring. Det vil sige, at jo mere anderledes landet er fra Danmark, jo større trussel er der mod den nationale karakter,” siger han.

Men på venstrefløjen er det ifølge lektoren i højere grad frygten for social dumping og konkurrence på arbejdsmarkedet, der fører til modstanden.

"Der er jo ikke den store modstand mod globalisering, men det er der, hvis globaliseringen truer den danske model og velfærdsstaten,” siger Derek Beach om de røde vælgeres skepsis, inden han opsummerer:

”Der er en borgerlig modstand, der kører på nationalisme, og så er der en venstrefløjsmodstand, der kører på undergravning af velfærdsstaten.”

 

 

 

Læs hele artiklen på Altinget: eu (kræver abonnement), hvor du også kan læse om Socialdemokratiets og Dansk Folkepartis holdning til en EU-udvidelse på Balkan. Få gratis prøveabonnement her.

Forrige artikel Udflytning bremser produktion af grønlandske søkort helt frem til 2020 Udflytning bremser produktion af grønlandske søkort helt frem til 2020 Næste artikel EU sætter nyt mål for energibesparelser EU sætter nyt mål for energibesparelser