Løkke om udflytning: Rigsrevisionen kan ikke ændre vores holdning

UDFLYTNING: Uanset konklusionen af Rigsrevisionens evaluering af regeringens første runde af udflytninger ændrer det ikke på regeringens holdning om, at der skal flyttes arbejdspladser ud.

Rigsrevisionen er på trapperne med en evaluering af første omgang af regeringens udflytning af arbejdspladser. Men der er ingen grund til at vente på konklusionerne fra den, før næste runde af udflytningen bliver sat i gang.

Det sagde statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) onsdag på det pressemøde, hvor regeringen præsenterede, hvilke offentlige arbejdspladser der bliver rykket væk fra København og ud i resten af landet.

"Det er en værdi for den her regering, at vi får et Danmark i bedre balance. Og vi trækker ikke vores politik i Rigsrevisionen," lød det fra Lars Løkke Rasmussen, der senere tilføjede:

"Der findes ikke den evaluering, der kan komme fra nogen Rigsrevision, som ville få regeringen til at mene noget andet om det her overordnet. Nemlig at vi ønsker, at Danmark skal være i bedre balance."

Statsministeren henviste til, at regeringen har erfaringsindsamlet fra den første runde af udflytning, og at de samtidig forsøger at gennemføre udflytningen så "omkostningsbevidst som muligt".

Forrige artikel Her er planen: Hvilke statsjob skal flytte og hvorhen? Her er planen: Hvilke statsjob skal flytte og hvorhen? Næste artikel Socialministeriet klar med konsekvensberegner til sociale indsatser Socialministeriet klar med konsekvensberegner til sociale indsatser