Sigrid Friis: Nedbryd ghettoerne – du ringer bare, Lars Løkke
KOMMENTAR: Statsministeren tog fat i debatten om nedbrydelsen af ghettodannelse og parallelsamfund i sin nytårstale. DF blev sure, men vi ungradikale rækker hånden frem, skriver Sigrid Friis.
Var det bare mig, der havde tømmermænd efter nytårsstrabadserne, eller var det faktisk ganske positivt at lytte til Lars Løkkes nytårstale?
Ambitionen om at nedbryde ghettodannelse og parallelsamfund er nemlig et vigtigt politisk spørgsmål, der skriger på forandring og varige løsninger. Et alt for vigtigt område til at overlade til et snævert blåt flertal i Folketinget.
Så hermed en udstrakt hånd til Lars Løkke og resten af regeringen: I ringer bare, hvis I vil have gode ungradikale visioner for, hvordan vi skaber et tættere samfund med fælles ansvar for integrationen. Eller, for at bruge statsministerens egne ord, får ”lukket hullerne i danmarkskortet og genskabt de blandede kvarterer, hvor vi møder hinanden på kryds og tværs”.
Det varede ikke længe, før Dansk Folkeparti hoppede og dansede, mens partiet ivrigt kastede det ene vanvittige forslag af sted efter det andet. Støttepartiets forslag vil slet ikke bidrage til en bedre integration – tværtimod vil det være et benspænd for forbedringer. Hvordan skal vi gøre alle til en del af fællesskabet, hvis vi nægter enkelte samfundsgrupper de samme frihedsrettigheder som os andre?
At forbyde fejring af eid og ramadan trækker ikke nogen tættere på samfundet – det skubber dem væk. At forbyde byer med ghettoområder at opføre moskéer eller muslimske friskoler er et brud med princippet om religionsfrihed i Danmark. Et udgangsforbud for unge under 18, hvor de ikke må færdes ude efter klokken 20, har ingen logisk gang på jord. Det er i hvert fald ikke svaret på den gode integration – det ligner gennemgående diskrimination.
Man kan bruge nok så meget tid på at problematisere enkelte kvarterer eller skyde indvandrere alverdens dårligdomme i skoene. Vi kommer ingen vegne, hvis vi graver grøfter frem for at bygge broer. Hvis vi begynder at tale om udlændinge eller indvandrere som én stor, samlet (problematisk) masse, bliver debatten både virkelighedsfjern og vanvittigt destruktiv.
Regeringen bør starte med at booste integrationen ved at se bredt ud i folketingssalen, når forliget skal forhandles på plads, frem for at skele til Dansk Folkeparti. Det er første skridt på vejen mod et tættere Danmark.
Næste indsats for at løfte integrationen må være massive investeringer i skolerne og uddannelsessystemet. Grønthøster-besparelserne over en bred kam rammer nemlig særligt hårdt de steder, hvor eleverne har færrest ressourcer med hjemmefra.
Ud over at investere i undervisning, er det nærliggende at kigge på sammensætningen på landets folkeskoler. Mange steder er der utroligt stor forskel på elevsammensætningen på de lokale skoler i en kommune sammenlignet med befolkningssammensætningen i kommunen som helhed. Det må vi gøre op med! Mangfoldighed er nemlig godt for alle børn.
Målet er ikke at befri elever med anden etnisk baggrund fra hinanden. Alle børn har gavn af at møde forskellighed og kende dem, de deler nabolag med – også selvom de har en anden baggrund end én selv. Her kan vi sætte langt mere ambitiøst ind, end tilfældet er i dag.
Tredje skridt er er boligpolitikken. Den rummer også rig mulighed for forbedring. For selvom det ikke er betonbyggerier i sig selv, der skaber udfordringerne, så kan man ved at ændre på rammerne lykkes med at tiltrække en mere forskelligartet gruppe af beboere. Nogle steder skal blokke simpelthen rives ned og bygges op igen for at skabe nye rammer for nye mennesker at udfolde sig i.
Hvad med at indrette studieboliger i nogle af de udsatte områder? På den måde skabes der aktivitet, og nye folk flytter til. I områderne omkring de store byer med mangel på ungdomsboliger har man virkelig mulighed for at slå flere fluer med et smæk.
Og sørg samtidig for, at de sociale boligbyggerier har lokaler og rammer til rådighed, der understøtter vores ønske om at møde hinanden på tværs; hvad enten det er hen over middagsbordet til en fællesspisning, på fodboldbanen eller i strikkeklubben. Det vigtigste er samhørighed og forståelse trods alle de ting, der kan adskille os i hverdagen.
--------
Sigrid Friis Proschowsky (født i 1994) er landsformand for Radikal Ungdom. Hun studerer p.t. statskundskab på Københavns Universitet. I 2017 blev hun nr. 2 i det årlige danmarksmesterskab i debat. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.
Fl. Chr. Nielsen: Nok skal de dele vore kristne værdier, men ikke døbes
David Trads: Hvis jeg var Løkke, ville jeg ringe til Fogh
