Bertel Haarder om lærerkonflikt: Jeg følte med Antorini
DEBAT: Er det en forbrydelse, hvis SRSF-regeringen på forhånd afstemte sit oplæg til læreraftaler og skolereform med KL og centrale partier? Det skulle man tro, når man følger debatten om bogen "Søren og Mette i benlås", skriver Bertel Haarder (V).
Af Bertel Haarder (V)
Medlem af Folketinget og forhenværende undervisningsminister
Jeg ved ikke, hvad der er foregået op til lockouten i 2013, men det ville da være uprofessionelt af den daværende regering, hvis den ikke havde orienteret sig om mulighederne i tilfælde af, at der ikke kunne blive enighed.
Hvad jeg ved er, at de dagældende aftaler og overenskomster var aldeles uhensigtsmæssige og i strid med normal arbejdstilrettelæggelse andre steder i samfundet. I al min tid som undervisningsminister var tingenes tilstand en mageløs udfordring for den sunde fornuft. Tænk bare på fordelingen af forberedelsestid*, det vil sige det timenedslag, der blev givet til visse grupper.
Man skal også bemærke, at gymnasielærerne efter en lang forhandling gik med til en normalisering af deres aftale- og overenskomstvilkår. Og fik noget til gengæld, nemlig lønforhøjelse.
Det tyder jo på, at folkeskolelærerne kunne have fået noget lignende, hvis deres formand i lighed med gymnasielærernes formand havde været klog nok til at klatre ned fra det høje træ, hvor han desværre valgte at blive siddende.
Kunne lærerne have fået mere i løn?
Det har lige siden undret mig, at ingen tilsyneladende har haft lyst til at spørge lærerformanden, om hans medlemmer ligesom gymnasielærerne kunne have fået mere i lønningsposen, hvis han var gået ind på modpartens præmisser og havde forhandlet sig til en pakke med både surt og sødt.
I den samme tid skete der jo også noget med lægernes overenskomster. Det blev mange læger meget vrede over. Men jeg tillader mig at mene, at trods alle fordelene ved den danske model og stærke organisationer er der også er noget, der hedder folkestyre.
Det er i sidste ende skatteyderne/vælgerne, der skal betale gildet, og hvis der ikke kan opnås noget ved forhandling, så er det vel i sidste ende Folketinget, der må tage affære i almeninteressens navn.
Følte med Antorini
Noget andet er så den måde, hvorpå sagerne blev sammenkædet, håndteret og forhandlet. Jeg har som bekendt ikke altid været nogen beundrer af Finansministeriet, og jeg følte med den daværende undervisningsminister Christine Antorini, som ikke kan have haft det sjovt med den sag.
Men tingene kunne heller ikke sejle videre. Så enkelt er det. Og nu gælder det om at få brugt de nye muligheder i skolereformen til gavn for eleverne - og forhåbentlig også lærerne. Skolen bliver aldrig bedre end det, der foregår mellem lærerne og eleverne. Nogle steder går det rigtig godt. Lad den gode praksis sprede sig.
*I første version af indlægget havde Bertel Haarder skrevet "reduktionerne". Det har han nu korrigeret til "forberedelsestid".
Esben Lunde til EL: Vi har fokus på bierne
Fhv. ambassadør: Kriseramt politi lader borgere i stikken
